Kør for helvede, kør!

”Kør for helvede, kør. Inden han kommer ud.”
Den meget udfordrende, nogle vil sikkert sige luderagtigt klædte, sorthårede kvinde i midten af tredivene, kaster sig ind på bagsædet, smækker døren hårdt i venstre side af min taxa, et splitsekund før hendes veninde gør det samme i højre side.
Jeg har lige sat kunder af, holder for rødt lys og er otte timer henne i en vagt en sensommer fredag aften.
På grund af lyssignalets farve, kan jeg ikke efterkomme kvindens ønske, men konstaterer højt, mest henvendt til mig selv, måske, at lyset er rødt og at det er mest passende at vente.
De to kvinder på bagsædet er tydeligt ophidsede, og ikke på den gode måde.
Og måske med god grund.
For da lyset skifter og vi begynder en tur gennem dele af den københavnske nattrafik, har ’han’ åbenbart besluttet sig for at følge efter os.
Veninderne på bagsædet er meget opmærksomme på trafikken bag os, og selv følger jeg med i spejlet.
”Hvor må jeg køre jer hen,” spørger jeg, og midt i den ophidsede talestrøm fra bagsædet svares der, at vi skal til Hvidovre. Ingen specifik adresse. Det er jeg senere svært godt tilfreds med.
Som turen, fra et af de pænere kvarterer i København ud mod Vestegnen, skrider frem, bliver det nemlig ret tydeligt, at vi rent faktisk bliver forfulgt.
Hver gang vi gør holdt ved lyssignaler, trækker en stor sort bil med slukkede lygter ind til siden, og prøver at skjule sig 50-100 meter bag os.
”Hvor dum tror han jeg er,” raser den kvinde som åbenbart har levet i hvad man må tro har været et ret stormfuldt forhold med føreren af bilen bag os.
Stemningen i vognen pulserer af aggressivitet, og jeg er et kort øjeblik ved at lade mig rive med.
Jeg kunne vel give den gas om et par hjørner, køre ind i en port og slukke lygterne?
På den anden side set er det ikke let at gemme en cyklamenfarvet taxa i størrelse stationcar af mærket Mercedes-Benz. Slet ikke med en lygte på taget som af indlysende årsager er beregnet på at skulle ses.
Så jeg fortsætter stille og roligt.
”Er der nogen til at tage imod jer, når vi når frem,” spørger jeg, mens vi holder for endnu et rødt lys
Inden jeg får et svar er den første kvinde sprunget ud af taxaen mens hun råber:
”Nu kan det fandeme være nok.”
Hun løber ned mod den sorte stationcar med de slukkede lygter, som bryder ud af rækken, og kører frem mod hende og standser.
Resolut flår hun døren i passagersiden på det, der viser sig at væren en Audi, op og begynder at slå og prøver at sparke mod føreren.
Den store skaldede mand i den tyske stationcar, prøver på sin side, at få fat i kvinden, men hun er forvandlet til et rasende inferno af arme med store, tunge smykker og ben som ender i støvler med sylespidse stilethæle.
Jeg springer ud af vognen og kalder 112.
Først nu går det op for mig, at situationen ikke blot er ved at komme totalt ud af kontrol, det er allerede sket, og at jeg er sammen med mennesker, hvor vold tydeligvis er en del af hverdagen.
I det alarmcentralen svarer, får kvinden manøvreret sig tilbage i taxaen, og jeg afslutter samtalen med alarmcentralen:
”Vi klarer den.”
”Ellers ringer du bare igen,” siger den rolige stemme i den anden ende.
Hundrede meter længere fremme snævrer vejen ind til et spor, og da jeg prøver at passere, trænger den sorte stationcar op på siden af min bil, og forhindrer mig i at komme frem.
Den stærkt tatoverede og muskuløse fører, og kvinden på bagsædet af taxaen begynder nu en gensidig højtråbende tilsvining af hinanden, og truslerne om meget kontant afregning fyger gennem luften.
Er det nu, jeg skal aktivere overfaldsalarmen?
Jeg overvejer det et kort øjeblik, men da der begynder at stimle folk sammen om de to biler, tager vores forfølger flugten.
Stille og roligt, men svedende, som havde jeg gennemført endnu et maraton, kører jeg videre, og spørger igen om der er nogle på den adresse, vi skal hen til.
Det er der, lyder det bekræftende svar.
Det er nu, det for alvor går op for mig, at jeg ikke vil kende adressen, så jeg beder om ar blive guidet i stedet, så jeg ikke kan sige, hvor jeg kørte de to kvinder hen, hvis jeg skulle blive stoppet af en stor skaldet mand i løbet af natten.
Da vi endelige er fremme, er de to kvinder begejstrede for min indsats, uden at jeg helt forstår hvorfor, og de belønner mig med, hvad de mener, er en passende overbetaling.
42 kroner.
Jeg kører stille tilbage mod city, spejdende efter sorte stationcars rundt om hvert eneste hjørne.
Da jeg samler den næste kunde op, glemmer jeg at tænde taxametret.

Reklamer

2 kommentarer

  1. Hej. Dette er en kommentar.
    Hvis du vil slette en kommentar, skal du bare logge ind og se indlæggets kommentarer. Der har du mulighed for at redigere eller slette dem.

  2. damm Peter, hverdags dramaer overgår filmens.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: