Sådan troede jeg ikke, min dag skulle slutte

En taxa er et lille intimt rum, som man deler i et kort øjeblik.
Som regel inviterer jeg mine kunder til at fortælle, og spørger ind til det de fortæller om.
Det er spændende, berigende og også nogle gange krævende.
For eksempel den lørdag tidligt på aftenen, hvor jeg havde kørt de første par selskaber af unge mænd ind til byen for at drikke og prøve at ’lave’ nogle piger som det hedder.
På Hovedbanegården satte en kvinde omkring de halvtreds år sig ind på det sorte bagsæde i bilen, og bad om at blive kørt til Rigshospitalet. Hun var pænt klædt uden at det var festligt, havde lyst hår, en smule make-up og virkede meget rolig.
”Det er forhåbentlig ikke en alt for trist anledning, som bringer dig til Rigshospitalet en lørdag aften,” spurgte jeg.
”Jo, det er det,” svarede hun.
”Jeg skal ind og slukke for min brors respirator.”
Mens sensommersolen kastede dagens sidste stråler ned over København, blev alle sanseindtrykkene pludseligt stærkere. Busserne var gulere, de unge mere højrøstede og vejene mere bulede.
Men den stærkeste kraft i universet sad på bagsædet.
”Jeg stod i morges hjemme i min lille by nogle hundrede kilometer fra København, og var ved at klæde mig på. Jeg var så glad, fordi min mand og jeg skulle til nogle venners sølvbyllupsfest i aften, men så ringede telefonen.
Det var fra vores lokale sygehus.
Min bror var blevet kørt ned på sin cykel, og var blevet sendt med helikopter til traumecentret i København.
Nogle timer efter ringede de fra Rigshospitalet og fortalte, at nu ventede de bare på eksperternes svar på, om min bror skulle erklæres hjernedød, og om jeg i givet fald ville være til stede, når respiratoren skulle slukkes.”
Kvinden berettede fuldstændig nøgternt, og udstrålede en autoritet som en departementschef i Statsministeriet ville misunde.
”Så nu er jeg her.
Og om lidt er min brors liv forbi.
Det var ikke sådan, jeg troede dagen skulle slutte.”
Jeg stillede kun ganske få spørgsmål.
Der er ikke så meget at sige, men når et menneske er tæt på døden, er det vigtigste at vise at man ikke er berøringsangst. Så jeg spurgte lidt til hendes brors familieforhold og erhverv og om de havde været tætte. Detaljerne er ligegyldige i denne sammenhæng.
Vi nåede frem til Riget, kvinden steg ud, betalte og sagde tak for turen.
Jeg blev holdende til hun var gået helt ind.

Advertisements

2 kommentarer

  1. Sikken en taxafortælling, så fint fortalt, Tak.

    …og 5 minutter inden jeg via FB fandt din blog dumpede der et nyhedsbrev ind fra min favoritcykelforrening UneUne med denne indledning “Da vi startede med at skulle bruge sikkerhedssele, var vi vist mange der syntes det var irriterende. Sådan har jeg også haft det med cykelhjelm, men efterhånden som min cykelstil har udviklet sig til både at omfatte hverdags cykel, MTB og racer er hjelmen blevet helt naturlig for mig”

  2. mariann · · Svar

    Tak for din fine fortælling ❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: