Åh nej, jeg har glemt mine nøgler

Jeg havde kørt hende fra det centrale København ud til hendes lejlighed på Amager.
Hun var middelsvært beruset, og hendes et-par-og-tyveårige historie på vej i Taxa var en klassiker:
”Jeg havde lagt op til den scoring i flere måneder, og så kysser jeg med en anden. Endda en med kone og barn. Hvor dum er jeg lige,” var det centrale udsagn i talestrømmen.
Der var lidt bøvl med hendes dankort, men betalingen lykkedes til sidst, og så kom den:
”Åh nej, jeg har glemt mine nøgler. De ligger i jakken på arbejdet.”
Med eksponentielt stigende hast gik hendes ikke særligt vellykkede aften fra at være kikset til at være absolut mislykket.
Jeg prøvede at hjælpe hende ud af kniben:
”Hmm … hvad med din nabo? Ligger der en nøgle der?”
”Nej, jeg har ikke boet her ret længe.”
”Okay. Hvad med den veninde, som du var sammen med, da jeg samlede dig op?”
”Super,” småsnøvlede den unge kvinde mens det lange nøddefarvede hår klaskede mere og mere sammen om hendes alkoholrøde kinder. Hun ledte efter sin telefon, alt i mens jeg sad og funderede over, at dette jo kunne være min egen datter.
”Fuck, fuck, fuck – min telefon ligger sammen med mine nøgler,” udbrød hun og klaskede om muligt endnu mere sammen.
”Og du har det sikkert lige som mig: Du kan ikke et eneste telefonnummer udenad fordi de alle er lagret i telefonen?” spurgte jeg.
Hun kunne jo ellers låne min telefon.
Modløsheden var total hos den unge pige med de bare ben, hvor alle de små hår nu stod lige op i luften, sikkert på baggrund af blandingen af brandert, træthed og den tiltagende nattekulde, som sneg sig ind i den stille taxa.
Og det var her, jeg et kort øjeblik tænkte: Okay. Du kan i princippet sagtens sove på vores sofa på Christianshavn. Der ligger mig bekendt ikke andre på den, og vi har jo et meget åbent hjem med højt til loftet og langt til døren.
Men jeg fremsatte ikke tilbuddet.
Af to helt indlysende årsager.
50-årig taxachauffør tilbyder overnatning til ganske ung pige. No go.
Familie vågner med en, dem ubekendt brandert, liggende på sofaen. No go.
Men jeg havde lyst til det. Mit omsorgsgen er stærkt.
Jeg har fx foræret en anden ung beruset kvinde både min aftensmad, min frugt og mit vand. Hun havde det simpelt hen SÅ ringe, at jeg slet ikke kunne bære det. Hun sluttede i øvrigt turen med at stå på en kold parkeringsplads i Avedøre, uden for sin gadedør og sige med verdens mindste stemme:
”Må jeg ikke nok få et kram?”
Det fik hun.
Jeg har også altid nogle FRISK-pastiller i bilen, så dem, der brækker sig, kan få den værste bræksmag væk. 
Tilbage på Amager og en anden beruser, blev der taget en fornuftig beslutning.
Først skulle vi se om en ven, der boede lige om hjørnet, var hjemme, og var det ikke tilfældet, gik turen ud til far i forstæderne.
Jeg ved hvad en låsesmed koster om natten, så den mulighed foreslog jeg slet ikke.
Vennen var ikke hjemme, så efter at have aftalt, at hun gerne måtte sove mens vi kørte, hvis hun gav mig den nøjagtige slutadresse først, kørte vi ud i natten igen.
På vejen sad jeg og blev lidt forbandet over, at man ikke bare kan tilbyde en fremmed i nød en sofa, uden at være bange for alle mulige mere eller mindre skrækkelige scenarier.
Jeg nægter at lade mig styre af frygt, men helt undgå det, kan jeg ikke. 
  
      

 

Reklamer

One comment

  1. Hej Peter,

    Hvor er det herligt at læse om de ting du oplever på dine nattevagter – oplevelser som jeg deler med dig i kraft af mine egne nattevagter, og hvor kan man dog bare genkende oplevelserne, tankerne og overvejelserne… En ting er at snakke og udveksle oplevelser over en kop kaffe, en anden ting er at læse dem sort på hvidt over en kop kaffe, hjemme foran computeren inden man selv skal møde ind kl. 16.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: