Da jeg mødte kærligheden

”Er det i orden, at jeg lige ryger en smøg først,” spurgte kvinden, og fortsatte med et smil:
”Det er en lang tur, så det kan godt betale sig at vente på mig.”
”Selvfølgelig,” svarede jeg og betragtede hende lidt i smug mens skyggerne ved taxaholdepladsen på Københavns Hovedbanegård langsomt blev skarpere.
Jeg tippede hende til at være i starten af halvtredserne. Hun havde langt lyst hår, var slank og havde de mange små rynker på overlæben som kvinder, der ryger cigaretter, får.
Fornuftigt tøj, rygsæk, sparsom make-up og ingen neglelak.
Sikkert gymnasielærer eller ansat i plejesektoren tænkte jeg.
”Skal vi køre,” spurgte hun, så det gjorde vi.
Op nordpå.
”Jeg mistede mit kystbanetog, og så gad jeg simpelt hen ikke vente længere.” undskyldte hun sin beslutning om at tage en taxa.
Der var altså et eller andet økonomisk aspekt i spil tænkte jeg.
”For ikke så lang tid siden, kørte vi meget i taxa, min mand og jeg, men der er blevet noget længere imellem turene nu,” sagde hun.
”Er I også ramt af finanskrisen,” spurgte jeg.
”Ja, på en måde, men ikke direkte. Faktisk er det selvvalgt, at vi ikke har så mange penge nu, og i det hele taget er gået noget ned i det man kunne kalde prestige,” forklarede hun helt roligt, og med en fasthed i stemmeføringen som helt klart ikke tydede på, at noget som helst kriseramt havde ramt hendes liv.
”Vi boede i et stort hus, havde en luksusbil, spiste på de bedste restauranter og levede i det hele taget et temmelig privilegeret liv.
Min mand havde et godt job i den internationale transportsektor, og tjente mange penge. Jeg er selv ansat i sundhedssektoren i et ganske almindeligt job, men vi manglede bestemt ikke noget.”
Mens hun forklarede huskede jeg tilbage til 2009, som vel var det første kriseår. Var der ikke noget med at særligt transportbranchen var hårdt ramt i begyndelsen?
”Min mand beholdt sit job, og var på ingen måde i fare for at miste det, men han begyndte at miste noget andet. Det har altid været sådan, i hvert fald i de 30 år vi har været gift, at når han var presset, så begyndte hans ene hånd at bevæge sig i søvne ud på morgenen. Ikke meget, men bare sådan nogle ufrivillige bevægelser, som man lige registrerer og så falder i søvn igen,” forklarede hun stille, og fortsatte:
”Men pludselig lå han nærmest og slog i madrassen, og jeg begyndte at blive bekymret.”
Det næste hun fortalte gjorde det klart for mig, at kærligheden sad lige der i det sorte lædersæde ved siden af mig. Lige ved siden af mig sad mig en kvinde som efter 30 års ægteskab stadig elskede sin mand langt, langt mere end mange andre. Og en kvinde med et stor mod.
”Da det havde stået på et stykke tid spurgte jeg ham, hvad han egentlig skulle bruge alle de penge til, som han tjente. Var der virkelig noget vi ikke kunne undvære – udover hinanden.
Den samtale betød, at han sagde sit job op, og begyndte at læse på universitetet. Det har han altid drømt om, men valgte karrieren i erhvervslivet i stedet.”
Ingen af os sagde noget et stykke tid.
Så sagde jeg:
”Hvor er det dog en sej mand du har, og hvor er du dog sej, at du turde sige det til ham. Hvordan har jeres familie og venner reageret?”
”Rædselsfuldt. De forstår det simpelthen ikke. Vi har solgt huset, og er flyttet i en lille lejebolig, har fået en lille bil, og kan vel kun tage på ferie en enkelt gang om året nu.
Til gengæld er min mand meget gladere, og han sover helt roligt om natten.”
På vej tilbage tænkte jeg over, hvor heldige de to mennesker var med at have lige præcis hinanden.
Han, fordi hun turde spørge.
Hun, fordi han turde svare.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: