De unge piger

Jeg kører mange unge piger hjem. Eller mere præcist er de unge kvinder.
De adskiller sig nemlig fra piger ved at være selvbevidste, handlekraftige og fuld af noget som på en gang er så rørende og på samme tid så uendelig skrøbeligt. De er ganske enkelt fulde af tillid til at livet vil dem noget godt, og de tager store grådige bidder af det.
Fx hende der fik bugseret sin noget berusede kæreste ind på bagsædet, og heldigvis selv satte sig ved siden af ham.
Hun snakkede.
Meget.
Om sit arbejde som forsikringssælger.
Hun var god til det, og var lige ved at lokke et salgsmøde ud af chaufføren som lod sig charmere af veltalenhed og ungdommelig charme.
De unge mennesker skulle fragtes til de nordlige forstæder fra Rådhuspladsen i København.
”Er du okay, mester?” spurgte jeg kæresten allerede efter et par kilometer.
Svaret fortabte sig i et eller andet gutturalt mumleri.
Skal vi ikke bare sige, at jeg vidste hvor dét bar hen?
Og ganske rigtigt.
Ud for Rigshospitalet blev der ofret i buskadset på Tagensvej.
”Han kom ind til mig på A-Bar lidt i midnat og købte en flaske whisky. Han købte en til lige inden vi gik,” forklarede den unge pige undskyldende.
Klokken var lidt over et, og en flaske spiritus på en time er måske også en smule drastisk.
Få minutter senere var den gal igen, men det var her forsikringssælgeren forvandlede sig til resolut, handlingsorienteret og absolut sej kæreste.
De medbragte shawarmaer røg ud af bæreposen, og ned i selvsamme bærepose røg den unge mands hoved.
Nu sad han og kastede op mens han fablede om den bondegård han ejede og ville sælge til mig.
Underholdningsværdien var ret høj.
Vel ankommet til adressen, med en fuldstændig tæt pose med maveindhold, roste jeg den unge kvinde.
”Tak, det er kun rimeligt. Han gjorde det samme for mig for et par måneder siden,” sagde hun og manøvrerede kæreste, bærepose og shawarmaer ind i opgangen.

Før hende var der den usædvanligt smukke unge blonde kvinde, som fortalte at hun skulle af sted til Indien i 3-4 måneder. Alene.
Var hun bange?
Nej. Eller … hun havde jo hørt fra sine venner, at der var risiko for voldtægt, når man rejste alene.
Men hun var helt sikker på, at hun nok skulle klare sig.
Hun skulle nok vise sine venner og resten af verden.
Hendes udstråling taget i betragtning tror jeg på hende.

Der var også hende som i ramme alvor fortalte kæresten, som sad ved siden af, at hun skulle ned i studiet og hjælpe med at stille mikrofoner op til en 18-mands strygekvartet.
Hun skal også nok klare sig.
Hun var i hvert fald ikke til at skyde hverken igennem endsige ned.

Og så var der hende som prajede mig på Strandvejen og lokkede mig ud på en lille omvej fordi turen var så hyggelig.
Vi snakkede om bøger, forfattere og sprog.
Hun læste til dansklærer, men var i virkeligheden forfatter inderst inde.
En fælles begejstring for Stephen Kings sprog, men ikke for horrorgenren som sådan, og en lang snak om at skrive i billeder, gjorde at hun fik mig til at køre et par kilometer for langt, og blot trak på skuldrene, smilede og sagde:
”Hov, men så må vi jo bare køre tilbage igen.”
Hun afkrævede mig i øvrigt også en mailadresse og et knus da turen så endelig sluttede.

Jeg kan godt lide at køre med de unge kvinder.
Når de opdager at jeg hverken er en 25-årig potentiel bejler, en fordømmende far-type som ser skævt til eventuel beruselse, eller en klam onkel som tjekker dem i bakspejlet, så slapper de af og fortæller.
Og generelt er de, som jeg allerede har skrevet indledningsvist, sultne, selvsikre og seje.
Hver eneste gang tænker jeg på min egen datter, velvidende at hun formentlig fremstår på samme måde over for andre mennesker.
Så drenge og unge mænd:
I skal stramme op, hvis I skal følge med de unge kvinder.
Det kan godt være, at de unge mænd sidder i taxaerne og galper op om, hvor mange piger de skal lave i weekenden.

Spørgsmålet er, hvem der laver hvem, om nogen?

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: