Kontraster

Sent fredag eftermiddag tikkede en radiotur ind.

”Kør til et bestemt apotek på Frederiksberg og hent noget medicin. Kør medicinen til en adresse i Nordvest. Modtageren betaler.”
Ned ad en regntung Gammel Kongevej, meget, meget koncentreret om at undgå mennesker på vej gennem regnen med indkøbsposer, svajende cyklister med børn bagpå, og de første fredagsbranderter.
Jeg havde ikke prøvet sådan en tur før, og da jeg havde hentet medicinen gjorde jeg mig alverdens forestillinger om feberhede børn af enlige mødre, ældre gangbesværede kvinder eller skadede idrætsfolk.
Jeg følte mig en smule som en mand med en særlig opgave og selvfedmen var støt stigende.
Den virkelighed, der mødte mig på adressen var en ganske anden.
Jeg ringede på dørtelefonen nede ved gadedøren, og efter en rum tid blev der svaret og lukket ind.
Oppe på anden sal stod døren på klem, og da jeg havde banket på, og der ikke kom et svar, skubbede jeg døren op.
Der var mildest talt snavset.
Lejligheden var ikke bare slidt, men var som et brik i billedlottereri hvor billed-brikken skulle symbolisere ’nedslidt’.
Der lugtede på samme måde som på natherbergerne.
Pis, lort, sur sved, sød lugt af rådden mad og en eller anden udefinerbar lugt af … afmagt?
De behårede gardiner var trukket for, og de krøllede kludetæpper lå skubbet sammen i hjørnerne og holdt fast på ølslatter og madrester.
Det lykkedes mig at komme i kontakt med to mænd i lejligheden.
Møgbeskidte mænd i møgbeskidt undertøj som var komplet umulige at aldersbestemme.
Social deroute ælder hurtigere end noget som helst andet.
De kunne være 25.
De kunne være 50.
Jeg afleverede posen med medicin, da jeg havde fået gjort den ene af dem forståelig, at jeg kom med noget fra apoteket.
Han betalte og jeg følte mig totalt malplaceret i mit noble grå jakkesæt, som er mit selvvalgte arbejdstøj.
Jeg var sgu ærlig talt en smule ked at det, da jeg kørte.
Jeg ved ikke helt hvorfor.
Jeg ved jo godt, at der er mennesker som lever i en armod, som de færreste af os møder.
Men at få armoden og afmagten smækket lige i hovedet, sker ret sjældent.

I den anden ende af den sociale rangstige befinder sig den rigelige strøm af unge mennesker, som jeg en fredag eller lørdag nat kører hjem til far og mor i de nordlige forstæder.
Her er ingen fyldte askebægre, ture til LIDL for at købe de billigste øl, eller ydmygende samtaler med øvrighedspersoner.
Det er to verdener som aldrig mødes.
Det er et privilegium, at få lov til at møde begge dele.
Men også skræmmende.
Mest skræmmende fordi de unge velbjærgede mennesker, når de bliver voksne, kommer til at tage beslutninger om, hvordan de udstødtes liv skal forme sig, og hvilke livsvilkår den gruppe skal have.
Uden at have mødt dem nogensinde.
Jeg siger ikke, at de, der er havnet i social armod, er uden skyld.
Slet ikke.
Men hvis man skal tale om at tage beslutninger på et kvalificeret grundlag, så er det tankevækkende, at den gruppe i samfundet, som ender med at blive beslutningstagere, aldrig har mødt dem de tager beslutninger om.

Advertisements

4 kommentarer

  1. Hvor har du ret. Tak for dine kloge taxatanker.

  2. Janik Skovbo · · Svar

    Hørt Peter! Oplever det jo selv tit i psykiatrien!

  3. Aksel Willumsen · · Svar

    Jeg kan huske at jeg for mange år siden var pengepostbud i Sydhavnen, Vesterbro og på Christianshavn(et par år før det blev mondænt). Der mødte jeg også omtalte fænomen – det var noget chokerende! Det var helt tydeligt at det var mennesker der levede i en anden virkelighed, og som man i øvrigt aldrig/sjældent så i gadebilledet.

  4. Fin beskrivelse af kontraster.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: