Røvfuld

”Hvordan undgår I at få røvfuld, når I går i byen?” spurgte jeg de to unge mænd, som netop havde sat sig ind i bilen.
Jeg var ret sikker på, at jeg kunne stille dem spørgsmålet uden at bringe mig selv i farezonen.
Termojakkerne, skægdunene, skovmandsskjorterne, de lavtaljede bukser, hipsterhattene og de firkantede briller signalerede langt fra slagsbrødre. De studsede lidt over spørgsmålet, og så mig an for at vurdere, om jeg mon var ude på at provokere eller håne dem.
”Ja, undskyld, jeg ved godt, det er et underligt spørgsmål at få stukket i hovedet, når man sætter sig ind i en taxa på vej ind til byen, men prøv lige at høre her. Jeg har en datter på nitten, og hendes byture er jeg ikke ret bekymret for. Ja, okay, piger kan blive voldtaget, men statistisk set er det som regel en man kender, der gør det. Drengene derimod bliver fandeme slået til lirekassemænd uden at have gjort andet end at se ud på en eller anden måde. Og jeg har altså også en dreng som går i syvende klasse, og hvor vi lige har holdt det første forældremøde om alkohol og vores unger i syvende, så nu prøver jeg bare at blive klogere, og måske redde ham fra at skulle på skadestuen med en flækket læbe eller det der er langt værre, ” forklarede jeg.
”Man kan ikke undgå det,” sagde den unge mand ved siden af mig, mens han vendte sig mod sin makker på bagsædet, og trak på skuldrene på den spørgende måde og vendte håndfladerne opad som en uskyldig fodboldspiller i den italienske serie A.
”Se bare på min læbe her mand. Den er stadig hævet fordi en eller anden i køen uden for Zen for en uge siden, synes at jeg skulle have en på munden. Han prikkede mig på skulderen, og da jeg vendte mig om: BLAM. Heldigvis var han enten for slap eller for fuld, for der skete ikke andet, end at min læbe hævede.”
Jeg var en smule rystet.
Sådan var det da ikke dengang jeg gik i byen, tænkte jeg.
Det vender jeg lige tilbage til senere.
I stedet for at dvæle ved fortiden spurgte jeg:
”Jamen er I ikke bange for … okay, nu skal jeg passe på, men når jeg ser de unge 2. G’ere i de store tyske biler med tonede ruder, hører dem tale til andre mennesker, og jeg mener til ikke med, så bliver jeg eddermame noget bekymret.”
”Selvfølgelig er de der psykopater pissefarlige, men de er også nemme at spotte, og man skal bare holde sig langt væk fra dem,” lød det fra bagsædet.
”Og så skal man ikke gå i byen, når det er J-dag. Kørte du den weekend?” spurgte forsædemanden.
Jeg bekræftede.
”Det er fandeme som om hele provinsen, også dem som ikke er vant til at gå i byen, går ud den dag, og så skal de sagorasme ha’ noget action. Puha, hvor der var mange slagsmål sidste weekend.”
”Men er det ikke fordi de der juleøl er brygget på en blanding af brugte kondomer og gærede boksehandsker – enten vil du knalde, eller også vil du slås,” sagde jeg, ihukommende den gamle roadie ’Sømandens’ karakteristik af Carlsberg 47.
”Jo det er sgu da det mand,” jublede mine passagerer.
Vi var fremme, jeg takkede for rådene og tog afsked med de to unge mænd med et ’Pas nu på hinanden’ og fik et ’Lige over taxamand, det var hyggeligt’ tilbage.

Senere den samme nat kørte jeg en ung københavnsk politibetjent hjem.
Inden han, kort før destinationen, åbnede døren, lænede sig ud og kastede op på gaden, fik jeg spurgt til politiets erfaring med J-dag.
Han bekræftede mine tidligere passagerers påstand.
”Blandingen af store børn fra gymnasiet, som har drukket mange, stærke øl, og så de der typer, som bare venter på at komme op at slås, den er giftig. Vi har travlt den dag,” sagde betjenten.        

Hele søndagen, mens jeg kørte familier hjem fra Tivoli, og gæster ud og hjem mellem restauranter, har jeg tænkt over, om det var anderledes dengang jeg gik i byen.
Så vidt jeg husker kriminalstatistikkerne, så er der ikke flere voldelige overfald og slagsmål, men de er blevet grovere.
Tror jeg.
Men hvad der er langt værre, eller i det mindste tankevækkende, er, at alle, eller næsten alle, mænd i min omgangskreds har oplevet at blive udsat for totalt uprovokeret vold i byen.
Da dén tanke ramte mig første gang tænkte jeg: Njaaee … det kan da ikke passe.
Men den er god nok.
Naturligvis er der enkelte af mine mandlige venner og bekendte, som aldrig har oplevet det, men når jeg går min liste over mandlige venner i min telefon igennem, er resultatet skræmmende.
Det er ikke noget vi taler om, endsige svælger i.
Snarere driller vi hinanden lidt i stil med: ”Du fortjener sgu også et par dummeflade, når du er stiv.”
Og jeg kommer altså ikke hverken fra eller i voldelige miljøer, men alligevel kan (Næsten) ingen sig fri for at have oplevet uprovokeret gadevold.
Mænd imellem vi skynder os at bagatellisere det.
”Det var jo bare en flad.”
”Jeg er OK nu.”
”Der skete ikke noget.”
Det synes jeg, er helt vildt skræmmende.
Vi, eller rettere vores drenge, går jo i byen alligevel!
Velvidende at risikoen for, at de bliver tævet til krøblinge er til stede.
Accepterer vi bare vold?
Er den ikke længere, og må jeg bare finde mig i, at det måske bliver en af mine drenge som skal lemlæstes?
Puha … jeg er muligvis ved at blive gammel, men den form for forråelse vil jeg ikke acceptere i mit liv.
Så kan vi ikke nok aftale, at vi lærer vores drenge at passe på hinanden?
Og at det prestigetab, som følger med, når man løber fra en konflikt, er langt lettere at leve med end et tab af førlighed?     

 

Advertisements

3 kommentarer

  1. mrbisgaard · · Svar

    Hej, jeg faldt lige over din blog og fik lyst til at læse, jeg har nu læst det hele og nej vi skal ikke acceptere vold! Jeg er 22 år og tit når jeg er i byen i Odense så skal man lige huske at kigge sig lidt for. For de der hjerteløse psykopater er skam tilstede der ude. Jeg er et optimistisk mennesker som tror på det gode i alle, men man er nød til se virkeligheden i øjenene. Ja der er vold alle steder og det er ikke acceptabelt. Jeg har kun selv fået en på kassen da jeg var 16 jeg fortyder skam i dag at jeg bare træk mig væk i stedet for at smadre vedkommende selv om at jeg godt ved at det ikke er det rigtige… anywas. fedt indlæg!
    Peter B

  2. henrik corfitz... · · Svar

    Hva peter kan du huske for 100 år siden da vi var på vej hjem fra laif… og mødte kim larsen … 2 fine cirkelspark fik vi og blåt øje + brækket kindben…

    1. Svært at glemme.
      Har stadig et område i ansigtet, hvor nerverne er sat forkert sammen efter det der brud på kindbenet 😦

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: