At knalde med kunderne

Min første var en fagforeningskvinde i starten af trediverne.

Blond, korthåret, ikke så høj og med et sødt smil.
Hendes kollega sad ved siden af mig på forsædet, mens hun selv sad bagved.
Det var en af de varme sommernætter, så jeg havde en kortærmet skjorte på, vinduet rullet ned og armen kækt hvilende på dørkanten, mens jeg med mine som en verdensmand kørte taxaen fra forbundshuset og til minefeltet. Det var min første uge som taxachauffør.
I alt var de fire kvinder, og de havde tydeligvis fået en del hvidvin, og nu skulle der ske noget.
Kvinden på forsædet var meget talende, og meget engageret.
Kvinden lige bagved sagde ikke noget.
Endnu.
Mens samtalen gik om den nye regering, fagbevægelsens rolle og verden i almindelighed, mærkede jeg pludselig en hånd.
Inde i mit venstre, og åbenbart alt for vide, skjorteærme.
Jeg blev nusset på armen, skuldrene og så småt også ind på brystet.
Det var jo ikke ubehageligt, men alligevel meget, meget grænseoverskridende.
Jeg gjorde nogle lidt store bevægelser med henvisning til, at jeg lige måtte orientere mig ekstra grundigt i et kryds, og trak min venstre arm til mig.
Totalt akavet.
Resten af turen var venstre hånd på rattet.
Vi nåede frem, turen blev betalt, og jeg sprang som altid ud og åbnede døre.
Kvinden, som havde siddet bag mig, tog fat i min skjorte og opfordrede mig til at tage med dem i byen.
”Det er rigtig sødt af dig, og et meget fristende tilbud, men jeg er nødt til være på arbejde og tjene nogle penge,” sagde jeg.
”Men kan jeg så ikke få dit nummer, så kan du hente mig og køre mig hjem til hotellet, når du har fri?” sagde den søde kvinde og så mig direkte i øjnene.
”Nøj, hvor er du sød. Det er megasmigrende, og jeg er rigtig glad for tilbuddet, men jeg tror ikke, min kone vil synes om det,” sagde jeg.
”Okay, men hvis du fortryder, så ved du hvilken bar jeg er på,” sagde kvinden mens hun fnes og fes videre med sine kolleger ind på den bar, jeg havde sat dem af ved.

Nogle uger senere prajede fem norske kvinder mig, og spurgte om de kunne få lov til at køre med alle sammen.
Ikke overraskende var også de pænt berusede.
Jeg indvilgede og fire klassisk, smukke norske kvinder pressede sig sammen på bagsædet, mens den femte satte sig ved siden af mig på forsædet.
Hun målte mig åbenlyst med elevatorblikket, og begyndte at udspørge mig om, hvor hun kunne finde en mand.
Mens vi holdt i kø i indre by, nussede hun mig på ryggen, så godt det nu lod sig gøre, når jeg ikke spillede med, men efter et øjeblik lagde hun sin hånd på mit højre lår.
Jeg kiggede på hende og hævede øjenbrynene.
”Gør det noget?” spurgte hun med et kæmpestort smil og et meget direkte blik.
”Jeg kan ikke helt koncentrere mig om trafikken,” sagde jeg og den forklaring godtog hun og fjernede sin hånd.
Snakken mellem kvinderne gik nu om orgier, danske mænd kontra norske, og om den fatale mangel på friske mænd.
Fremme ved hotellet myldrede der norske nymfer ud fra bagsædet, mens det var kvinden på forsædet, som skulle betale.
”Jeg vil gerne betale med kort, men min pung er i en af de andres taske, så kan jeg ikke betale med et blowjob, hvis du lige kører rundt om hjørnet?” sagde hun, mens hun lagde sin venstre hånd på mit lår igen.
Havde jeg været single, så havde det nok været et ret godt tilbud, men jeg er lykkelig i fast forhold på tiende år, så jeg måtte skuffe hende.
I stedet løb hun ind i receptionen, fandt sit kort, og kom ud igen.
”Jeg vil gerne betale, men har du ikke lyst til at komme med ind på hotellet, så kan vi alle sammen holde en fest på rummet,” lød det på syngende og charmerende norsk.
Igen var jeg skuffejern, og forlod hotellet med en mærkelig følelse af, at være reduceret til en eller anden slags vare.
        
Og hvorfor fortæller jeg de her to historier?
Fordi noget er gået op for mig.
I lang tid undrede de åbenlyse tilbud om sex mig.
Jeg er halvtreds år gammel, og har hverken starquality, ’umf’ eller udseende som en fotomodel.
Alligevel blev, og bliver jeg stadig, smigret over de relativt mange tilbud om sex.
Og jeg skal altså normalt have banket en mulig flirt ind i panden med et baseballbat før jeg fatter noget.
Så jeg overser sikkert nogle.
Men har jeg grund til at føle mig smigret?
Nej, egentlig ikke, er det gået op for mig.
Taxachaufføren – i dette tilfælde mig – er bare sidste chance for det Erica Jong omtalte som det gnidningsløse knald.
Et knald som man ikke står til regnskab for.
En ret god mulighed for en småberuset kvinde åbenbart.
Det er anonymt, enkelt og der foregår allerede en åbenlys og på forhånd anerkendt transaktion mellem parterne.
”Du er sidste chance for de panikliderlige,” siger min hustru, og hun har ret.
Givet antallet af tilbud, som jeg modtager og takker nej til, må der være en del gange, hvor de to parter om man så må sige finder hinanden. Med eller uden økonomisk incitament for den ene part.
Fint nok.
Andre må vogte moral her.

Vores søde nabo er guldsmed, og da det gik op for hende, at jeg oplever den slags tilnærmelser, og stadig mangler en vielsesring, tilbød hun straks at lave en.
Jeg er glad for tilbuddet, men har umiddelbart sagt nej tak.
De kvinder, som jeg afviser, er nemlig stadig, på trods af afvisningen, forholdsvis rundhåndede med drikkepengene.
Så hvorfor på forhånd afskrive den del?
Lidt luder er man vel … 

 

 

Reklamer

2 kommentarer

  1. Har selv kørt taxa og oplevet lidt ala det det samme. Men havde nu regnet med en “happy ending” på din historie 🙂

  2. Ja øv… griner

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: