Han hedder altså ikke Svend

Det var en torsdag aften og et stykke efter de normale butikkers åbningstid. To festligt berusede mænd i midten af trediverne kantede sig ind på bagsædet af taxaen på Højbro Plads.

Den ene var høj og let buttet, solbrændt og med mørkt pjusket hår.
Den anden så mere sportstrænet ud, var lyshåret og havde noget mere markerede træk.
”Vi skal til Vanløse, og vi skal finde nogle blomster på vejen,” sagde den buttede.
”Hold nu kæft med de blomster, hun vil sgu da ikke have blomster. Hun vil have dig,” brød den markerede makker ind.
”Ja, ja, men man kan da ikke bare komme brasende tomhændet,” forsvarede den buttede sig, og fortsatte med at spørge mig til råds om hvor han kunne købe en buket blomster.
Aftenåbne blomsterforretninger på strækningen mellem City og Vanløse er ikke en af mine spidskompetencer.
Jeg lagde, uden held, ruten forbi Døgnnetto ved Vesterport.
”Kunne du ikke have noget andet med. Chokolade for eksempel,” foreslog jeg.
”Nej, for satan. Det går ikke. Man må aldrig tage chokolade med til kvinder, som man ikke kender vældig godt i forvejen. De tror altid, at man antyder at de er tykke eller sådan noget,” lød det nærmest rædselsslagent fra den store på bagsædet.
”Men prøv nu og hør’ – du behøver jo ikke tage noget med. Bare du selv er der,” lød det hjælpsomt fra makkeren.
”Du er bare bitter, fordi du ikke ved, om hendes veninde vil have dig og om hun er lækker,” grinede den trinde mand.
”Det er sgu da indlysende,” var det lidt småknotne svar.
Jeg forsøgte at hjælpe dem videre, så godt jeg nu kunne.
”Okay, vi kunne jo prøve om de har blomster henne hos Svend Elleve på Gl. Kongevej. Ellers må du sgu improvisere lidt,” foreslog jeg.
”Svend Elleve? God ide, lad os køre derhen,” lød det med overbevisning fra den mand der tydeligvis havde sin date hevet i land.
Kort efter svingede jeg den gamle tysker ind ved kantstenen i højresvingsbanen på hjørnet af Gl. Kongevej og Alhambravej, og den solbrændte steg ud, og gik ind for at fouragere.
”Hvad tror du han kommer ud med?” spurgte jeg den småvrantne herre på bagsædet.
”Det ved jeg sgu ikke, men han har ingen fantasi,” lød svaret.
Den påstand blev gjort til skamme.
Buketten, som blev til måske-chokolade undervejs, var nu blevet til en flaske gul Gajol, en flaske vodka og to sixpacks.
Jeg sprang ud og hjalp den overlæssede kunde af med varerne i bagagerummet.
”Du siger, at du vil købe blomster, og så køber du sprut og bajere,” grinede makkeren.
”Jeg køber bare ikke chokolade, og alkohol er sgu altid godt,” lød forklaringen.
Resten af turen foregik med godmodigt drilleri og lidt mundhuggeri mellem de to venner.
Af den slags som mænd, der holder meget af hinanden bruger for at undgå at sige netop det.
Vi er pudsige.
Vel fremme ved adressen, og efter at have tjekket, at der var lys i vinduet, fik vi afregnet, og de to venner steg ud, hvorefter jeg hjalp dem med at få hanket op i drikkevarerne.
Da jeg var på ind i bilen råbte den store til mig fra den anden side af gaden:
”Hey chauffør, du tog fejl. Han hedder ikke Svend, ham der ejer kiosken. Det er en pakistaner, og det er en helt almindelig Seven Eleven.”
Jeg vinkede og med et smilt så stort, at jeg fuldt lovligt kunne slukke kørelyset, satte jeg bilen i gang og kørte tilbage mod indre by.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: