Tandfeen og Kasketten

Det var en af de første dage af 2013.
København var stadig præget af, til hverdag at være beboet af folk med rødder i provinsen.
Min kone kalder dagene lige før jul ’Den Store Evakuering’ og det er det samme billede hvert eneste år:
En massiv strøm af mennesker drager vest på og efterlader hovedstaden, om ikke tom, så i hvert fald betydeligt reduceret i indbyggertal.
Der er med andre ord ikke sindsoprivende mange kunder i juledagene og dagene efter.
I år strakte evakueringen sig helt frem til den første weekend af januar, fordi nytårsfridagene faldt på hverdage. Det kostede med andre ord ikke ret mange feriefridage at skabe sig et langvarigt pusterum, fri for dagligdags trakasserier.

Klokken var lidt over fire om eftermiddagen og min vagt var lige startet.
I Istedgade blev jeg prajet et par, som så ret sølle ud.
Kvinden med det karakteristisk indfaldne udseende omkring munden, som manglen på tænder efterlader. Hun havde tænder, men ikke lige så mange som de fleste andre.
Omkring 160 centimeter høj, leverpostejsfarvet hår og klædt i praktisk tøj, velegnet til at holde varmen i udendørs. Hendes alder ville man sikkert anslå til at være omkring 40, men misbrug trækker meget på livskontoen, og det kan være svært at sætte noget ind igen, og få skabt overskud på kontoen.
Tandfeen rykkede ind på forsædet og hendes makker ind på bagsædet.
En høj, mørkhåret, mager mand med tatoveringer op ad halsen, praktisk tøj, og med en meget, meget rød kasket.
Kvinden opgav en adresse på Vestegnen i et af de områder, som jeg ikke kender ret godt. Det overraskede parret en del. Efter at have forklaret mig vejen, sagde Tandfeen:
”Jeg er så glad for, at jeg lagde 1.000 kroner hos min far, lige da jeg fik penge, for jeg har lige tømt mit kort, men nu kan jeg faktisk klare mig til i morgen.”
Kasketten sagde fra bagsædet:
”Vi kan tage hjem til mig bagefter. Så får jeg min pusher til at komme forbi. Måske kan vi lave en aftale med chaufføren, så vi har råd til at tage taxaen tilbage igen.”
Sidstnævnte var jo helt klart et spørgsmål til mig, men inden jeg kunne nå at melde ind om noget som helst, tog Tandfeen teten:
”Det har vi helt sikkert ikke råd til. Jeg betalte 467 kroner for at komme fra Vestegnen til Istedgade i formiddags, og det var sort, så det tror jeg ikke vi kan. Hvad siger du chauffør?”
”Tjah, hvad siger jeg,” sagde jeg og prøvede at vinde lidt tid, inden jeg fortsatte.
”For det første, så tror jeg du er blevet snydt, hvis du har betalt så meget tidligere i dag.
For det andet, så kører jeg ikke sort.
Til gengæld kan vi lave den aftale, at hvis I synes, det giver mening, når vi når frem, at så vurderer I, om jeg skal køre jer tilbage igen, eller vi skal stoppe turen.”
Det var en deal makkerparret var med på, og resten af turen gik med snak om mobiltelefoner, taletidskort og alt, alt for små bogstaver på brugsanvisninger.
Selvom man muligvis har gigantiske udfordringer i sit liv, betyder det jo ikke at alle de små forsvinder.
Taxametret stod på 175 kroner da vi nåede frem, og der blev hovedregnet for fuld kraft. Kasketten tog føringen:
”Okay, du har 1.000 kroner, jeg har 200, og en tur til hjem til mig på Nørrebro kan ikke blive ret meget dyrere, så hvad siger du?”
”Gider du vente her chauffør,” spurgte tandfeen, hvilket jeg svarede bekræftende på.
Derefter gjorde jeg noget man ikke må.
Jeg standsede taxametret mens tandfeen hentede penge.
Hvorfor ved jeg ikke.
”Det er sikkert ikke nogen overraskelse, at vi er narkomaner,” sagde Kasketten, og fortsatte efter min bekræftende brummen:
”Hun er simpelthen så sød, men også helt forfærdeligt naiv. Vi mødte hinanden for første gang i formiddags. Jeg manglede 200 kroner og dem lånte hun mig, uden at have set mig nogensinde før. Og ved middagstid gav hun sit hævekort og sin kode til en anden, hun heller aldrig havde set før, og bad ham hæve penge til hende.”
Fra opgangen, som vi holdt ud for, kom en stærkt ophidset mand marcherende ud. Han stirrede vredt på os, men passerede uden kommentarer.
”Hvad sker der egentlig, hvis man ikke har nogen penge?” lød spørgsmålet fra bagsædet.
Hver gang jeg får det spørgsmål, tænder det en lille advarselslampe.
Lige så denne gang, men inden jeg nåede at svare, sagde kunden:
”Altså, bare rolig. Jeg har 200 kroner, så jeg kan sagtens betale, hvis nu hun ikke kan få fat i pengene.”
”Det er bare fjong,” svarede jeg, og forklarede at jeg normalt giver kunderne mit kontonummer, og derefter bliver umanerligt ked af det, hvis kunderne efterfølgende ikke betaler.
Kasketten nåede ikke at svare, for i det samme gik fordøren op og Tandfeen sprang ind:
”Kør. Nu,” sagde hun.
Den mand som tidligere kom ud fra opgangen var på vej mod bilen, tydeligt ophidset. Han råbte et eller andet uforståeligt efter os, da vi satte kursen mod Nørrebro.
Et halvt minut senere ringede Tandfeens telefon og en række stadig mere højrøstede telefonsamtaler udspandt sig.
Hun var tydeligvis flyttet fra kæresten, den ophidsede mand fra opgangen, og nu synes han åbenbart, at hun skyldte ham nogle penge.
Hårde ord om ex-kærestens forbrug af vodka gik igen.
Samtalen blev afsluttet og startet flere gange.
Mere og mere højrøstet fra gang til gang.
”Men det er jo vodkaen der snakker, og det er også pissedyrt,” sagde hun.
”Vi bruger så hver i sær 15.000 kroner om ugen på kokain,” lød det fra bagsædet.
Vi nærmede os destinationen, og Kasketten sagde.
”Du kan sagtens sove hos mig, og der er ikke noget med noget.”
”Nej, det skal du heller ikke regne med. Jeg har sovet hos min far før,” svarede Tandfeen.
”Hvad, har din far lavet noget?” næsten råbte Kasketten.
Med en helt lille stemme sagde Tandfeen:
”Nej. Men det gjorde min stedfar fra jeg var fem.”
Bum.
Så blev der helt stille i bilen.
Jeg husker ikke helt hvordan samtalen kom i gang igen.
I hvert fald drejede den sig ikke om noget farligere end Amy Whinehouse og om Sanne Salomonsen.
De er sikkert blevet spillet i radioen.
Kasketten udtrykte bekymring for Sannes helbred, og mente at vi skulle være glade for at stadig at have hende iblandt os.
Vi var fremme, og da parret havde betalt, steg de ud af bilen.
Han fandt hendes ene hånd, og mens de gik over fodgængerovergangen i det tiltagende eftermiddagsmørke med hinanden i hænderne, på vej til mødet med hans pusher, vinkede og smilede de til mig.
Jeg smilede og vinkede igen.
Omsorg, kærlighed og værdighed kommer i mange forklædninger.

Advertisements

2 kommentarer

  1. Jacob Billing · · Svar

    Hvor er det skønt du er begyndt at skrive igen. Det bringer minder frem om svundne tider… Det var Danny der sagde du var begyndt som taxachauffør. Jeg skulle have været taxachauffør… Måske vi lige skulle ses en dag? Har alvorligt overvejet at tage et hyrevognskort.

  2. Tak Jacob!
    Det er godt at skrive.
    Det er også godt at køre taxa 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: