Jeg kan noget med min krop

Det var en af de dage, hvor solen ikke helt kunne beslutte sig.
Skulle den lade kulden og mørket få overtaget, eller skulle den kaste den sidste rest energi ind i kampen mod det uundgåelige?
Jeg havde det lidt lige som solen – ingen sammenligning i øvrigt.
Jeg gav op, og kørte ud i killerkøen i Københavns Lufthavn, Kastrup.
Lufthavnen har to taxidepoter, som de så smukt kaldes. Et til indenrigspassagerer og et til udenrigs.
Udenrigsdepotet må man kun køre ind i hver anden dag. Det afgøres af taxaens bevillingsnummer.
Ulige dato – ulige nummer.
Enkelt og effektivt.
Jeg kom vel i kø som nummer et eller andet over 100, og kunne se frem til i hvert fald en times ventetid.
Mange andre chauffører hygger sig med hinanden i ventetiden.
Jeg hygger mig mest med at læse eller være på nettet.
Mine kolleger taler nemlig i udgangspunktet en masse forskellige sprog, men dansk er ikke hovedsprog i taxikøen.

Vel fremme som nummer et i køen, havde solen givet endeligt op, mens jeg altså omsider var nået frem.
En høj, velklædt mand i starten af 60’erne eller slutningen af 50’erne, kom med en stor, tung kuffert og en mindre taske. Begge virkede som kvalitetsvarer, men uden at være de der blærede sager, som skal signalere, at man har så mange penge, at man har råd til at flashe sin rigdom overfor kuffertslæbere og dragere.
Begge faggruppe er henrivende ligeglade med kufferters udseende, og i stedet primært fokuseret på vægt.
Ved fælles hjælp fik vi anbragt min kundes habengut, og han opgav en adresse, som jeg mente at kende.
Men som altid er det kunden der bestemmer, og denne mand sagde:
”Nu skal du høre. Jeg kører turen fra lufthavnen og hjem rigtig ofte, så jeg kender nogle smutveje, og vil gerne have lov til at vise vej.”
Jeg svarede:
”Den er mægtig. Så får jeg også lejlighed til at lære noget nyt.”
Da vi havde fået sat retning på bilen, spurgte jeg, hvad der bragte ham til udlandet så tit.
Svaret var lige så overraskende som det begejstrede mig.
Jeg kunne faktisk slet ikke skjule min begejstring, da han sagde:
”Jeg er dirigent, og arbejder primært i udlandet.”
”Wauv,” næsten råbte jeg ude af stand til at styre min glæde.
Dirigenter er jo næsten de sejeste mennesker i hele verden.
Lige efter fysikere.
Efter at have spurgt lidt ind til, hvilke komponister han foretrak, og efter at have fået det ikke usædvanlige svar, at han synes der var interessante aspekter i næsten al musik, spurgte jeg ham, hvordan man finder ud af, at man skal være dirigent.
”Egentlig burde jeg jo have vidst det hele tiden. Da jeg var dreng – og her snakker vi altså en lille dreng på syv eller otte år – fik jeg lov til at gå alene til opførsler af klassisk musik. Jeg blev fulgt til og fra koncerterne, men oplevede dem alene.
Det startede faktisk med nogle teaterforestillinger på Det Kongelige Teater, men for mig var det musikken der trak, og jeg plagede indtil mine forældre fandt på løsningen med at jeg gik ind alene.”
”Men du gik alligevel ikke den direkte vej?” spurgte jeg.
”Nej. Eller … jeg holdt jo fast i musikken på fritidsplan, men som alle andre dengang, startede jeg på universitetet og troede at jeg skulle læse samfundsfag og forandre verdenen.
Efter et kort stykke tid, var der en slags stopprøve, hvor opgaven var, at man bevæbnet med Statistisk 10-årsoversigt, skulle opgøre, hvor mange svin der var i Danmark.
Jeg vil ikke sige, at det var en åbenbaring, men det stod klart for mig, at jeg i hvert fald ikke skulle læse samfundsfag.”
”Hvad så, gik du i panik eller i tænkeboks?” spurgte jeg.
”Ha, nok mest det sidste. Musikken var der jo hele tiden, og det var begyndt at gå op for mig, at hvis jeg bevægede min krop og mine arme på en særlig måde, så gav det mening for nogle andre mennesker, og der kom musik ud af det,” kom det med meget humor fra bagsædet.
Efter den indsigt i sine unge år, havde min passager kastet sig over musikken på fuld tid og tilbragt lang tid på konservatoriet.
” Jeg vil gerne spørge dig om to ting,” sagde jeg, og fortsatte:
”I øjeblikket snakker alle om skolelærernes forberedelsestid, men hvordan forbereder en dirigent sig? Jeg mener, du skal vel kunne hele partituret mindst lige så godt som musikkerne, ellers fremstår du jo ikke som en mand der kan formidle noget som helst?
For det andet vil jeg spørge hvorfor du arbejder i udlandet, og om hvorfor du ikke bare flytter så?”
Min kunde svarede prompte:
”Du kan lige tro, at man skal kunne partituret både forfra og bagfra, og det tager lang tid at læse op på et nyt stykke musik. Noget mere end andet naturligvis.
Og jeg bor i Danmark, fordi jeg ikke har fuldtidskontrakter i udlandet.
Jeg har en kontrakt med et symfoniorkester i Holland, som siger, at jeg skal arbejde med dem 12 uger om året. Det har vi så valgt at fordele med en uge hver måned. Så har jeg en kontrakt der ligner den hollandske, med et orkester i Paris, og så er der også et par danske orkestre.”
”Puha, det lyder som et rakkerliv,” sagde jeg og fortalte om min egen glorværdige fortid som rockmusiker i starten af 90’erne, med 90 koncerter om året, tusindvis af dieselmotorstøjinficerede kilometer på landevejene, ildelugtende hotellobbyer og alt, alt for meget sprut og rumcigarer.
”Jeg kan høre, at du kender turen, men samtidigt … er det så ikke det hele værd synes du?” spurgte min kunde.
Inden jeg nåede at svare, svarede han selv:
”Det synes jeg i hvert fald. Jeg synes, at jeg har verdens bedste job, men som med alt andet i livet, så har det også en bagside. Jeg ville jo ønske, at jeg var langt mere hjemme, end jeg er, men jeg kan ikke få det til at hænge sammen på anden måde.”

Dirigenten ringede til sin kone, og sagde at han næsten var fremme.
På tonefaldet lød det hengivent, kærligt og … tjah, helt almindeligt jeg-elsker-dig-agtigt på den allerdejligste hverdagsmåde.
Som det kun lyder, når man sammen med sin elskede, har taget nogle sving ud i rabatten, og alligevel har formået at bringe ægteskabsomobilen på ret kurs igen.
Efter at have sagt farvel og udtrykt gensidig glæde over samtalen, skiltes dirigentens og mine veje.
Han gik ind i sit forstadshus, og jeg kørte ud i aftenen, mens jeg huskede mig selv på, at hvis man altid kun går den slagne vej, så berøver man måske både sig selv og andre noget stort.
Måske kan man noget med sin krop.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: