Luder

Jeg var lige startet som taxachauffør.
Bilen var bestilt til en adresse nordvest for København, og da jeg nåede frem, sad hun ved kantstenen på villavejen og ventede.
Det var både i slutningen af sommeren, og sidst på aftenen, så den helt særlige forstadsduft, som er en blanding af tændvæske og brankede bøffer, var ved at blive fortrængt af noget andet. Måske bare helt almindelig sommernatsluft med alt hvad det indebærer af løfter og længsler, men også en snert af efterårets uundgåelige forfald, råddenskab og snarlig død.
Hun var på alder med min egen datter. Altså et eller andet sted mellem slut-teen og starten af tyverne.
Langt, bølgende lyst hår omkransede det ungdommelige ansigt med den sparsomme makeup.
Hun rejste sig da jeg nærmede mig og hankede op i den store sportstaske ved sin side.
”Hej. Skal vi smide tasken i bagagerummet?” spurgte jeg.
”Ja, lad os det,” sagde hun med et dejligt smil, som afslørede en perlerække af hvide tænder.
Da vi sad i bilen og hun havde givet mig det, der i mit fagsprog hedder slutadressen, skævede jeg lidt til hende.
En ualmindeligt køn ung pige.
Velplejet, sportstrænet, fødderne uden strømper i et par Converse All Star Chuck Taylor, stramme, hullede jeans, hvid tanktop og en kort sommerjakke.
Måske ikke modelsmuk, men helt sikkert vant til opmærksomhed fra mændene.
Vi sludrede om alt muligt mellem sommervejret og Roskildefestival, og så spurgte hun ind til mine arbejdstider, som jeg beredvilligt fortalte om, mens taxaen nærmede sig det brokvarter, hvor vores tur sammen skulle slutte.
”Jeg skal møde klokken otte i morgen tidlig. Det er derfor jeg er nødt til komme hjem og få sovet lidt,” sagde min unge kunde.
”Hvad laver du?” spurgte jeg.
”Jeg arbejder på en massageklinik,” lød det meget overraskende svar.
”Okay – så du får penge for at knalde, eller hvad?” røg spørgsmålet ud af min mund, komplet uden at være blevet filtreret på nogen måde.
”Ja,” lød svaret fra den unge pige, og derefter var der ingen af os, der sagde noget før der skulle afregnes.
Jeg bliver sjældent mundlam, men denne unge kvinde havde sat mig og mine fordomme totalt skakmat.
Der er jo ellers spørgsmål nok, men hun fejede benene væk under mig, med sin profession og sin ligefremhed om den.
Bagefter blev jeg lidt ked af det.
Fordi mine egne fordomme – og vel også min egen politisk korrekte venstrefløjstænkning – faktisk gjorde, at jeg ikke kunne møde den unge kvinde med et åbent og nysgerrigt sind.
Mine egne forestillinger om prostitutionsmiljøet stod i vejen.

I juledagene kørte jeg en mand på min egen alder på bordel.
Det kunne have været mig selv.
Konen og ungerne var taget i forvejen over til familien i Jylland, og nu skulle fatter på bordel.
Han fortalte at det gjorde han hvert år.
Alligevel var han i mindst syv sind, da han endelig havde besluttet sig for, hvilket af bordeller på Retortvej han ville ind på.
”Vil du ikke blive holdende og vente et par minutter, hvis jeg nu fortryder?” spurgte han.
Det gjorde jeg.
Han fortrød ikke.

Så tag ikke fejl – jeg er ved at lære miljøet at kende.
På anden hånd altså.
Jeg ved, hvor bordellerne i Vanløse og Valby ligger, og jeg ser de handlede sorte kvinder over hele Vesterbro.
Tror jeg så nu på, at prostitution bare er endnu et job, hvis man altså kunne rydde ud i kvindehandlen?
Nej.
For hvad nu hvis min egen, eller nogle af mine venners døtre proklamerede, at de ville slå sig på prostitution?
Så ville jeg fraråde det på alle de måder, jeg kunne komme i tanke om.
Jeg har nemlig kørt med deres kunder.

Reklamer

3 kommentarer

  1. Jeg tror det er de færreste der ønsker at deres døtre skal blive en luder, men samtidig synes jeg det gør samfundet en stor tjeneste. Hvad skulle de handicappede gøre, folk med perverse fantasier og alle dem som bare ønsker et hurtigt knald?.
    Men de skal gøre det af egen fri vilje, ikke under tvang.

    1. Jep – prostitutionsdebatten er langt fra simpel.
      Som jeg ser det, er det noget skrammel med alle de handlede piger fra Afrika, Asien og Østeuropa. Det er vel, ret beset, moderne slavehandel.
      Hvad en almindelig, dansk kvinde stiller op med sig selv, sit erhverv og sit seksualliv skal man være varsom med at gøre sig til dommer over.

      1. Jeg kan ikke være mere enig med dig i, at handel med piger fra Afrika og andre lande er noget skrammel.
        Kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over at du blev mundlam 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: