Sluk for det lort

De var fem personer, og havde derfor bestilt en stor taxa.
De var klædt ud.
Ikke meget, men nok til at afsløre, at de havde været til en eller anden form for kostumearrangement.
Klokken var omkring 2 om natten, og de havde ventet på mig en halv times tid.
Jeg hentede dem ved en S-togsstation i Københavns omegn, og inden turen var slut, var der et kærestepar mindre i verden.
De tre mænd rykkede ind på de tre bagerste pladser, og de to kvinder på pladserne foran dem.
Der var hverken discolys eller høj musik i bilen, som jo i weekenden kører som partybus med alt hvad det indebærer.
”Hvor kan jeg få lov til at køre jer hen?” spurgte jeg ud i luften, og altså uden at spørge en specifik person.
Jeg tænkte, at de formentlig havde lagt en plan i ventetiden.
”Vi skal til en fest i Møllegade,” lød svaret fra en af mændene på bagsædet, men i samme sekund kom der kontraordrer:
”Jeg skal bare hjem,” sagde den ene kvinde på det forreste passagersæde i minibussen.
Nu startede en diskussion om, hvem der skulle hvad.
Jeg fik lokket ud af dem, at vi skulle forbi en adresse på Vesterbro og sætte den ene kvinde af.
Den mest højrøstede af mændene, jeg kalder ham Harald, var åbenbart i forhold med den anden af de to kvinder.
Pludselig føg der insinuationer og halve påstande gennem luften mellem de to, om hvad der var sket til det arrangement, som de lige havde forladt.
Harald var ikke en pryd for sit køn.
Der gik temmelig meget dramaqueen i den. Ganske uklædeligt for en voksen mand med en kraftig stemme og et velvoksent fuldskæg.
Stemningen blev mildt sagt noget trykket, og på et tidspunkt prøvede en af de andre mænd at glatte lidt ud:
”Hold nu kæft I to. Det har jo været en fed aften indtil nu, så lad os lade være med at fucke den op med at være uvenner. Lad os tage i byen, eller til den der fest eller et eller andet mand.”
Jeg synes det lød som et godt bud, og spillede det kort som ofte gør mine passagerer overraskede og svært begejstrede.
Jeg tændte det blinkende discolys.
”Sluk det lort,” brølede Harald, og derefter brugte han ordet ’lort’ i næsten hver eneste sætning frem til han steg ud af bilen.
Jeg slukkede lyset, og forholdt mig afventende, udeltagende og nærmest servilt resten af turen.
Ved første afsætningssted, altså hvor den ene kvinde skulle af, stod Haralds kæreste også af.
Egentlig uden ret meget diskussion.
”Kan jeg sove hos dig?” spurgte hun veninden, og så var de to ude af bilen.
”Skal vi så videre til Møllegade nu,” spurgte jeg, mest for at sikre mig, at de tre herrer på passagerpladserne var enige om rejsens mål.
Svaret var bekræftende, og derefter kom samtalen på bagsædet tilbage på sporet.
Et spor om hvor komplet rædselsfuld den nu afståede kæreste var, og ikke mindst hvor synd Harald synes det var for ham.
Hans to kammeret var i starten noget nølende med at give ham ret, men efterhånden bøjede de sig.
Noget tilsvarende er sikkert foregået hos kvinderne, for pludselig, efter et måske fem minutter, ringede Haralds telefon, og nu fulgte en lang samtale – eller måske tovejs enetale – som varede næsten frem til destinationen.
Det var i hvert fald tydeligt for enhver i vogn 2089, at ingen af de to i det snart kuldsejlede parforhold hørte efter hvad den anden sagde.
Ordet ’lort’ indgik med stadig kortere intervaller.

Okay.
Jeg har selv været fej, og har afsluttet et forhold med en telefonsamtale.
Jeg har aldrig slået op i en brandert – om end jeg har været fristet.
Jeg har – så vidt jeg husker – aldrig hængt mit forholds elendige endeligt til tørre offentligt.
Men det var præcis hvad Harald, og vel til dels hans nu ex-kæreste, gjorde den nat.
Og hvor min sympati i starten lå hos hende, og ikke ret meget hos hendes brovtende kæreste, måtte jeg, da turen sluttede og betaling havde fundet sted, erkende, at skylden i hvert flad ikke lå alene hos ham.
Tænk nu, hvis de fra starten havde taget to forskellige taxaer, med kæresteparret i den ene?
Eller hvis hun bare havde bitchet igennem sammen med veninden?
Havde de så stadig været kærester?
Hvorom alting er, så var det et lidt for intimt hørespil jeg ufrivilligt var blevet tilhører til.
Også selvom parterne var mig aldeles ukendte.
For lige så glædeligt og smukt det er at se et par finde sammen, lige så væmmeligt er det at være vidne til bruddet.
Måske fordi det udstiller kærlighedens skrøbelighed?

Advertisements

2 kommentarer

  1. Kærlighed er en sær snegl… og sommetider er der nogen der æder den 🙂

  2. Så sandt … man skal passe på sin snegl!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: