Chillfaktor

Klokken var næsten to om natten. Det var så bidende koldt og blæsende, at TV2 brugte ordet chill-faktor i hvert eneste indslag. Uden undtagelse. Selv i nyhederne om konklavet i Rom lykkedes det nyhedsstationen at få nævnt, hvor koldt det var på denne nat i Danmark mens kardinalerne skulle vælge en ny i deres midte.
Stjernerne funklede over Øresund, da jeg rullede den tonstunge minibus ind foran sejlklubben.
Ifølge meddelelsen fra centralen var det en lokaltur med seks personer, og da jeg var lige i nærheden, kunne jeg jo ligeså godt tage den med i nattens indtægt.
Det var imidlertid ikke seks personer, der væltede ud fra træhuset, men derimod en enkelt kvinde.
Hun havde til gengæld formentlig drukket for de fem andre.
Ubestemmelig af alder, men et sted mellem midten af trediverne og slutningen af fyrrerne.
Affarvet hår med lange udgroninger, en kort jakke, som sikkert en gang har kunnet forveksles med pels, jeans og sneakers.
Og altså en 14 hestes brandert blandet op med 40-50 smøger og en stemme som kunne gøre Tom Waits misundelig.
”Hvor er resten af selskabet?” spurgte jeg, da jeg hjalp kvinden ind i bilen.
”… Sgu ikke andre end mig,” lykkedes det min kunde at sige.
”Okay, det er bare fordi turen er bestilt som en minibustur til seks personer.”
”Det kender jeg ikke en skid til, og vi skal til Fiktivvej. Nu,” sagde kvinden meget bestemt.
”Hvad kalder du den? Fiktivvej, den kender jeg ikke. Kan du guide?”
”Du skal bare lige ud og så til højre ved bageren,” mumlede kvinden.
Mens jeg kørte spurgte jeg GPS’en til råds.
Jeg følte mig ret overbevist om, at Fiktivvej ikke fandtes, men til min store overraskelse kendte den elektriske stifinder alt til vejen.
Det så ud til at min kunde var ved at falde hen, så i stedet for at gøre som hun havde sagt, så valgte jeg, at følge GPS-anvisningerne. Det medførte to ting i rækkefølge:
For det første, at jeg skulle dreje til højre og altså ikke bare køre lige ud.
Og det første medførte det andet: 65 kilo svært beruset og ildelugtende kunde væltede over i mig.
”Arh … du er jo skidefuld, hvad fanden laver du,” skreg kvinden til mig.
”Interessant påstand. Mit førerkort nummer er 023462, og du er hjertens velkommen til at anmelde mig,” sagde jeg.
”Det gør jeg fandeme også, men først skal vi hente min datter,” sagde kvinden, og den mentale temperatur i bilen var nu lige over det absolutte nulpunkt. Chillfaktor eller ej.
Resten af vejen talte vi ikke sammen, men kvinden ringede sin datter op, og sagde at hun var på vej.
Fremme på Fiktivvej, kom en 11-12-årig pige os i møde.
Lidt for tyk, lidt for bleg, lidt for træt og i lidt for nusset tøj.
”Hej skat, var det hyggeligt?” snøvlede moderen til sin datter, da sidstnævnte var vel anbragt inde på bilens bagsæde, og vi havde sat kursen gennem polarnatten mod slutadressen.
”Ja, men de andre blev og sov,” svarede pigen.
”Det kan godt være, men du skal altså hjem,” var moderens eneste kommentar.
”Hvor er far?” spurgte pigen.
”Han ville videre i byen,” svarede moderen, og nu hørte jeg pludselig noget andet i stemmen.
Hun var ked af det.
Inde i den fordrukne basviola sad en kvinde som var blevet valgt fra.
”Men hvor er han? Kan du ikke ringe til ham?” spurgte datteren.
”Nej, for du har jo hans telefon, efter du smed din egen væk, ikk?” snappede moderen tilbage, og fortsatte:
”Og du skal ringe til din bror, og få ham til at komme hjem, for jeg har ikke nøgler med, dem har far.”
Nu fulgte lidt uværdigt mundhuggeri mellem moderen og datteren om mobiltelefoner og nøgler.
Efter en kort opringning til broderen, som allerede var hjemme, spurgte datteren:
”Hvornår kommer far hjem?”
”Jeg ved det ikke skat. Han er gået videre i byen,” svarede moderen, og nu var jeg helt sikker.
Hun var tæt på at græde.
Kort efter var vi fremme, og jeg hjalp de to kunder ud ad bilen.
Huset var et ganske almindeligt hus, og kvarteret var et ganske almindeligt parcelhuskvarter i en ganske almindelig forstad.
Der stod en ganske almindelig campingvogn i den ganske almindelige carport.
Det hele var bare en smule … forsømt, hengemt og anløbent.
Som om en social chillfaktor havde ramt bydelen og i hvert fald to af dens indbyggere.
Én ting var selve det slidte look og de ikke just prangende omgivelser.
Men det, der virkelig gjorde det koldt, var den træk som faderen havde efterladt da han lod døren til ægteskabet stå åben.
Månen skinnede ned på de to, som prøvede at holde varmen ved at holde hinanden i hænderne, mens de gik op ad den dårligt anlagte havegang.
Selv frøs jeg med anstand de par minutter, hvor jeg kørte ind mod byen med åbne vinduer, for at få stanken af værtshus ud af bilen.
Jeg fik aldrig rigtig varmen resten af natten.

Reklamer

2 kommentarer

  1. Jesper Lindebjerg · · Svar

    God skrivestil

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: