Jeg holder øje med dig

”Jeg har lige tabt 10.000 kroner, men i går jeg vandt 20.000, så’ det OK,” siger min passager i det han åbner døren.
Han er to meter høj, omkring 40 år, har mørkt, fedtet hår, taler gebrokkent dansk, stinker af alkohol og er klædt næsten som en parodi. Hawaiiskjorte og vinterfrakke.
”Hvad hidder du? Jeg hidder Salihe,” spørger og forklarer min kunde på samme tid, inden han sætter os på kurs mod Viktoriagade på Vesterbro.
Eftersom jeg har samlet ham op på Amagerbrogade, er der altså tale om en forholdsvis kort tur, men på en torsdag nat grænsende til fredag morgen er det OK.
Alene det, at bilen ikke er tom, er fint.
”Jeg hedder Peter,” svarer jeg, og fortsætter:
”Og hvis du tabte 10 i dag men vandt 20 i går, så er det vel OK?”
Salihe ignorer mit spørgsmål og siger:
”Har du det godt Piter, og kan vi spille denne her,” mens han tager verdenshistoriens mest slidte CD frem fra inderlommen. Ikke noget cover eller hylster. Bare en Mister Platinum-CD fra hjemmebrænderiet.
Kort tid efter genlyder bilens indre af et persisk marked anno det 21. århundrede.
Syntetisk tramp og mindst lige så syntetiske strygere er underlægning for en smægtende vokal. Her er tale om en kvinde der savner sin elskede.
Meget.
På vej mod Vesterbro skal jeg give Salihe high-five et utal af gange.
Han er glad, og snakker hele tiden, men hvad han siger er mig uforståeligt.
Men han kender helt klart rutinen i en københavnsk taxa.
Han stikker mig nemlig ret hurtigt et kreditkort, som valideres på bedste vis, da jeg kører det igennem terminalen.
Pludselig ringer hans telefon, og nu bliver der ikke grinet mere.
Nu bliver der snakket højt – endog rigtig højt – på, hvad der for mig lyder som arabisk.
Vi er i mellemtiden nået frem til Viktoriagade, og jeg standser bilen og taxametret.
Salihe afslutter den ophedede samtale, og giver mig en stor overraskelse, da han siger:
”Du skal gi’ mig hunderd’ kroner, du får dem lige om lidt på kortet.”
Jeg afviser at være hæveautomat, og da Salihes telefon igen ringer, og han beordrer bilen tilbage mod Amager, berører vi ikke emnet yderligere i første omgang.
Mens min kunde veksler mellem at skændes med en person i telefonen, og lave high-fives og grine højt til mig, bevæger os i den begyndende morgentrafk af forsovede håndværkere på vej til byens stilladser, ud mod et socialt boligbyggeri på Amager.
Skræmmende tæt på, hvor jeg selv er vokset op.
Da telefonsamtalen er afsluttet fortæller Salihe mig, at vi skal ud til hans ven, og det ikke er så godt, fordi hans ven er forelsket i en narkoluder.
Da vi når frem er det stadig så tidligt, at der ikke er lys i ret mange vinduer.
Men det kommer der.
Den store gangster-agtige passager ruller nemlig vinduet ned og råber et eller andet på arabisk.
En mand i 40’erne i dårligt Bilkatøj dukker op ud af ingenting og de to udveksler en intens ordstrøm, som jeg ikke forstår den mindste smule af.
Resultatet bliver imidlertid at Salihe stiger ud af bilen og begynder at råbe igen.
Denne gang op imod en mand som nu er kommet til syne ud for en lejlighed på svalegangen på 1. sal.
Bilka og Svalen fortsætter samtalen oppe på svalegangen, mens Salihe har indtaget sin plads i bilen igen.
Der kommer lys i flere og flere vinduer i ejendommen.
Om det skyldes de ret højrøstede samtaler, eller om det bare er almindelig morgenpusleri, kan jeg ikke afgøre. Men jeg er godt klar over, at jeg ikke gør supergod reklame for 4 X35 lige nu.
Pludselig dukker Bettina op.
Hun ligner også en parodi.
Desværre ikke en kærlig en af slagsen.
Det er som om, at den skjulte instruktør på dette absurde teaterstykker har ladet alle fordommene om, hvordan en narkoluder ser ud, komme til udtryk.
Hendes røst ryster, da hun åbner døren til bagsædet og sætter sig ind, mens hun siger:
”Du aner ikke hvor mange problemer du har lavet for mig Salihe. Han tror, vi har været sammen, og du ved hvordan han er om morgenen”
Salihe trækker bare på skuldrene, og jeg tænker lidt over, at selv en prostitueret stofmisbrugers kæreste åbenbart kan blive jaloux.
Lidt efter kommer Svalen ned, og sætter sig ind i bilen.
Atter går turen til Viktoriagade alt imens den arabiske muzak fylder bilen og mine passagerer skiftevis småskændes og undskylder.
Mest Bettina som prøver at gøre alle tilfredse på en gang.
For det første sin kæreste som skændes med Salihe på vejen, men også Salihes humør tager hun ansvar for.
Jeg har simpelt hen så ondt af hende, at da hun begynder at undskylde over for mig, er jeg ret afvisende og siger, at det jo er mit arbejde, at køre med alle mennesker, og at hun ikke behøver undskylde noget som helst.
Måske mere hårdt end nødvendigt, men hvis jeg skal være helt ærlig, så stresser det mig en del, at jeg ikke ved hverken hvor eller hvornår turen slutter.
I Viktoriagade fremsætter Salihe igen ønsket om, at jeg skal være bank for ham. Nu er han villig til give 150 kroner ekstra på kortet, bare for at jeg giver ham 100 kroner i kontanter.
Om det er min egen grådighed, eller det er udsigten til, at turen er ved at slutte, skal jeg ikke kunne sige.
Sikkert en blanding.
Hvorom alting er giver jeg Salihe en krøllet hundredekroneseddel, som han rækker videre til Bettina, som stiger ud af bilen mens hun mumler noget om værktøj.
På hjørnet af Viktoriagade og Istedgade stiger Bettina ud, og Salihe beordrer bilen ud på en lille afslutningsrunde.
Da vi få minutter senere er tilbage ser Bettina ud til at være klar til dagens dont.
Salihe betaler mig og han og Svalen stiger ud i behørig afstand til Bettina.
Hun er formentlig på en eller anden måde deres fælles indtægtskilde og man skulle jo nødigt ødelægge forretningen.
Der er ikke flere high-fives eller grin fra Salihe, og da han stiger ud ad bilen afslører morgenlyset, hvorfra udtrykket at ’det ikke er alt, der tåler dagens lys’ stammer.

Jeg vil kigge efter Bettina de næste mange gange jeg kommer ned ad Istedgade.
Ikke fordi jeg kan gøre noget.
Men bare fordi det vil give mig en smule bedre samvittighed, uden at jeg helt ved hvorfor.

Advertisements

6 kommentarer

  1. Jeg har også haft ham hans kredit kort er stjålet. Det finder du ud af snart

    1. Tjah … det er så endnu en lærestreg 🙂

  2. ….sikke en verden!

    1. Jep – sjældent den er kedelig 🙂

  3. Det er nogle skønne historier oplevelser du skriver. Tak

    1. Tak, det er jeg både glad for at du synes, og for at du gider fortælle mig 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: