Dødsmassage

”Skal jeg være alene i den store bil?” spurgte den unge pige på syngende norsk og med et stort smil.
”Nej, jeg skal nok køre med,” svarede jeg og prøvede at mønstre et lige så stort smil, mens jeg fortsatte:
”Har du ingen bagage?”
”Forhåbentlig, den er bare ikke i København, og præcis hvor den er ved jeg ikke, lød det uden den mindste antydning af bekymring.
Det var en klassisk aften i køen i Kastrup Lufthavn.
I omegnen af et par hundrede dieseluddunstende taxaer fra de fire selskaber i bevillingsområde 1 holdt med motorerne kørende i tomgang.
Jeg har altid forbandet de holdende taxaer før i tiden, når de lod motoren køre. Der ER jo kun en begrænset mængde fossilt brændstof tilbage på kloden, og da jeg er ret vild med at køre bil, så er det bare om at spare på det.
Eller vente 200 millioner år …
Men nu har jeg selv prøvet at skulle holde varmen i køen, og selvom der er både sædevarme og oliefyr i gryden, så er det bare ikke nok, hvis man ikke skal redde sig en stribe indtægtsfrie dage i sengen.
Den unge pige opgav en adresse på Østerbro, og bad om at blive kørt ad Amager Strandvej.
”Det’ bare en aftale,” replicerede jeg, og spurgte, hvad der var sket med hendes bagage.
”Jeg ved det ikke. Jeg er fløjet fra Oslo til København så mange gange det seneste år uden problemer, men denne gang har de altså forlagt den. Men de lovede mig, at den er fremme i morgen … eller, det sagde de, da jeg havde ventet på svar i to timer.”
Anede jeg en smule negativitet under det ellers så muntre ydre?
Nej, tilsyneladende ikke.
Hun var i hvert fald stadig et smilt så stort, at det næsten lyste bilen op.
Det korte, blonde, strittende hår, de BLÅ øjne, den solbrændte hud og de skinnende, hvide tænder fuldendte et billede af en skandinavisk solstråle i levende live.
Hvis man så også har en svaghed for det norske sprog, så er det svært ikke at blive bare en lille smule forelsket.
Jeg var nysgerrig.
Hvad fik denne smukke pige til åbenbart at rejse frem og tilbage mellem Oslo og København med stor regelmæssighed?
”Må jeg spørge om, hvad du laver, og om du bor i København,” sagde jeg, og prøvede at få min lyst styret.
Det viste sig, at hun læste til fysioterapeut, og at hun havde valgt at læse i Danmark, fordi det skulle være den bedste uddannelse. I hvert fald bedre end i Norge.
Og nu rejste hun altså frem og tilbage mellem Oslo og København mindst en gang om måneden.
”Hvad så, skal du så blive boende i Danmark, hvis du fx møder en eller anden sød gut?” var vel et meget naturligt spørgsmål.
”Nej, jeg skal hjem til Norge og starte mit eget sted,” lød det med fasthed.
”Okay. Sådan noget sportsmassage eller sådan noget?” spurgte jeg ihukommende alle de gange mine egne løbeskader har drevet mig op på fysioterapeuternes massagebænk.
”Nej, jeg skal drive et sted for døende kræftpatienter,” svarede min passager.
”Hold da helt op,” sagde jeg højt, næsten forskrækket: ”Hvorfor dog det?”
Koblingen mellem smuk ung pige og terminale patienter fik samtlige relæer i min hjerne til at klikke på fuld tryk.
”Fordi vi i dag mest lindrer cancerpatienters smerter med medicin, men de har lige så meget brug for massage. Og for at blive rørt ved,” sagde den unge pige alvorligt.
Jeg blev ærlig talt helt paf.
Og umådeligt glad.
Vi har jo et berøringstabu som ikke er sådan lige at komme udenom, og nu sad denne norske fjeldfinke og ville drive et stød lige hjertekulen på selvsamme tabu.
Endda med ekstremt smerteplagede og døende mennesker.
”Prøv lige at høre her. Jeg håber virkelig, det lykkes for dig at skabe sådan et sted, og at du bliver både lykkelig og rig ved at gøre det,” sagde jeg, og ikke overraskende skruede den norske sol op for lysstyrken, mens hun bedyrede, at pengene ikke var afgørende.
Heller ikke overraskende.
Vi havde nået endemålet for turen, min passager, som gav begrebet ’Dødens Engel’ helt ny mening, betalte, steg ud og gik ind i sin opgang.
Jeg hold stille et øjeblik og lod hende sive ind i mig.

Den dag jeg selv skal være alene i den store og sidste bil, så er
det måske godt at have en ordentlig chauffør med, altså en der ved, hvordan man kan få det til at gøre mindre ondt.
Selvfølgelig skal man også have sine elskede til at holde sig i hånden og alt det der, eller måske en vågekone, men tænk hvis man kunne få dæmpet de værste smerter, og blive rørt ved på samme tid.
Jo jo, Sister Morphine vil jo nærmest uundgåeligt være til stede, men forestillingen om, at en fast og stærk hånd masserer det værkende skrog er nu ret besnærende.
Og skulle den så oven i købet ligne en norsk solopgang, så er det fint med mig.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: