Den Tavse Mand

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet.
Adressen gjorde ikke noget væsen af sig, og indikerede på ingen måde noget som helst tilhørsforhold eller associerede til nogle.
Associationerne kom til gengæld flydende i en ualmindeligt lind strøm, da jeg så, hvad der lå på adressen:
Det Grønlandske Patienthotel.
På trods af en vældig smuk, lærerig og på de fleste måder givende uge i Grønland for nogle år tilbage, er det nemlig ikke det, der står klarest i min erindring, når der bliver sagt ’Grønland’.
Som beboer på Christianshavn er det nemlig ikke de velfungerende inuitter, som først toner frem på nethinden. Snarere en uskøn blanding af armod og misbrug, men sjovt nok også usædvanligt mange gode grin mikset ind i blandingen. Langt de fleste af de forsumpede grønlændere på Christianshavns Torv, har nemlig på en eller anden måde bevaret en eller anden form for livsglæde og en masse humor.
Ud fra patienthotellet kom en nydelig mand i midten eller slutningen af halvtredserne. Han var ikke ’ren’ inuit, men havde helt klart af en forfader fået podet nogle kaukasiske træk ind i familietræet på et eller andet tidspunkt.
Men der var nu et eller andet underligt ved ham.
Han besvarede nemlig ikke mit ’hej’, men åbnede bare døren i passagersiden, inden jeg kunne nå ud at gøre det, og satte sig ind på sædet ved siden af førersædet.
”Hvor må jeg køre hen med dig,” spurgte jeg, mens min næse vejrede efter alkohol, hash eller andet som kunne give et fingerpeg om min kundes tilstand, og mine øjne scannede hans udseende endnu gang.
Sort læderjakke, sorte bukser, nye sorte støvler, og et gråsprængt hår, som en gang for år tilbage også havde været sort.
Min kunde svarede mig ikke, men rakte mig en blok med linjeret papir.
På de øverste linjer af det øverste blad stod der:
’Københavns Lufthavn, Kastrup. Terminal 3’ skrevet med … nej ikke sirlig, men snarere ordentlig skrift og med et moderat tryk med kuglepennen.
”Lufthavnen. Godt så,” sagde jeg og fortsatte:
”Du kan ikke tale … eller må måske ikke tale?”
Min sidemand rystede på hovedet og pegede på sin hals med venstre hånd, mens han lavede det internationale hals-snittertegn med den højre.
”Okay. Er du blevet opereret?”
Bekræftende nikken.
”Er det noget permanent?”
Tre fingre i vejret og en hovedrysten.
”Du kan eller må snakke om tre uger?”
Mere nikken og fire fingre i vejret.
”Og det har allerede varet i fire uger?”
Nikken og rullen med øjnene.
”Wauv, og du er ganske langsomt ved at blive vanvittig nu,” sagde jeg mens jeg grinede lidt.
Min sidekammerat bekræftede med lidt mere øjenrullen, og hans krop rystede let af undertrykt latter.
Jeg fortalte ham om dengang jeg som ung sanger fik taleforbud i en uge af min sanglærer og den øre-, næse-, halslæge som hun sendte mig til, da jeg blev hæs.
Derefter blev der stille i bilen. For en gangs skyld kørte der heller ikke musik, og pludselig blev jeg forlegen ved tanken om at tænde for den.
Selvfølgelig noget pjat, men et eller andet gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at tænde for hverken radio eller Spotify.
Følgelig blev der helt stille og kun sagt tre ting mere på resten af turen.
Første gang, da jeg spurgte om han foretrak, at vi kørte ad motorvejen, eller om han ville køre over byen og ad Amager Strandvej.
Jeg tolkede den bugtende slange han lavede med højre arm, som et signal om at køre gennem byen.
Anden gang, da jeg leende sagde, at jeg var kommet til at tænke på, at det var godt han ikke skulle vise vej.
Nu rystede kroppen for alvor hos min kunde, og jeg kunne se, at han havde lige så høj billeddannelse kørende som jeg selv havde.
Tredje og sidste gang var da vi nåede Lufthavnen, og jeg sagde:
”Så nåede vi frem helt uden råb og skrig, og det bliver 290 kroner.”
Nu hoppede min stumme sidemand, og ’lo’ uden lyd i en grad så det pludselig gik op for mig, at han sikkert på få uger havde vænnet sig til, at blive behandlet som et råddent æg, og at han nu nød at blive drillet lidt.
Den Tavse Mand betalte, smilede og vinkede farvel.

På vej tilbage mod byen lovede jeg mig selv, at blive bedre til ikke at være berøringsangst over for mennesker med handikap eller skavanker.
Man kan jo i virkeligheden ikke være andet bekendt.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: