Technotosser og beatnicks

Jeg er øldrikker.
Ja, okay. Og alt mulig andet ’drikker’ bare der er alkohol i, så er jeg ret fleksibel.
Jeg er vokset op i en alkoholkultur, med nogle års afstikker til forskellige tørrede og raffinerede udgaver af cannabis sativa.
Men jeg har aldrig taget stærkere stoffer end det, når bortses fra de lægeordinerede af slagsen.
Jeg kan med andre ord godt aflæse en brandert, men har langt sværere ved at aflæse mennesker som har indtaget andre stimulanser.
Det er formentlig derfor, at jeg kan have det svært med unge mennesker, som skal til diverse techno-events.
Mine fordomme siger mig jo, at deltagerne har ryddet både medicinskabet og skovbunden, inden de tager til fest. I min verden gør det dem til uaflæselige, tikkende bomber.
Alkoholbranderter kan sagtens være aggressive, men jeg genkender stadierne, og ved nogenlunde hvornår jeg skal give line, og hvornår jeg skal stramme op og hale i land.
Det kan jeg ikke finde ud af med pulverpigerne og giftgutterne.

En lørdag morgen i det tidlige forår fik jeg en radiotur i storvognen fra Axel Torv midt i København, og et godt stykke sydpå.
Ind myldrede 6 unge mennesker i medicinsk løftet stemning.
Som altid, sætter jeg det meste af sanseapparatet ind på at aflure mine kunders tilstand i en fart.
Ser de rødmossede, blege, svedende, frysende ud, eller er der andet som ser usædvanligt ud?
Jeg lytter efter om der snøvles eller speed-snakkes.
Og ikke mindst lader jeg næsen vejre efter alkohol eller opkast.
Gruppen på Axel Torv var helt klart ikke berusede. Ikke ret meget i hvert fald.
De havde tydeligvis festet hele natten. Tøjet var klamt og fugtigt, og sad tæt til kroppen, men der var gang i snakken og stemningen mellem dem var vist meget god.
De skulle som nævnt ret langt væk. Vi snakker en tur til 1.000 kroner, hvilket i min verden er et ret højt beløb at bruge på en taxatur.
Efter kort tid havde vi gang i diskolyset, og AUX-stikket var sat i en iPhone.
Technoen – og ikke bare techno, men den slags techno som jeg har lært hedder ’Tramp’ – drønede ud i bilen. Det var højt. Meget højt.
Og da højttalerne i bilen mildest talt har kendt bedre dage, lød det ikke ret godt.
Men de var ligeglade.
Det skulle bare være psykopathøjt.
Der blev råbt og pralet, skrålet og skreget.
”Taxamand, vil du have en streg?” spurgte ham der helt klar var gruppens centrum.
Lidt for meget solarium, lidt for pumpede muskler kombineret med velmanicurerede negle og slikket mørkt hår. Og også den ældste, omkring 27-28 år og den mest braldrende.
”Nej tak, jeg prøver at undgå det mens jeg kører,” svarede jeg.
Selskabet råbte til hinanden om alle de penge de tjente, og hvor ’fucking’ nemt det hele bare var.
Der var ingen ende på hvor tjekkede og lækre de i egne øjne var.
Partytaxaen åd den ene kilometer motorvej efter den anden, og mens sneen dalede tæt omkring os, og vejbanen blev mere og mere glat, var særligt de unge mænd svært interesserede i, at jeg skulle køre hurtigere.
Ord som ‘gammel lortebil’ og ‘tøsechauffør’ forekom ret ofte i samtalerne bag mig.
Jeg ignorerede deres totalt virkelighedsfjerne ævl, og kørte bare mod slutadressen.
Ved slutdestinationen lød prisen på turen på 1.014 kroner.
Jeg gav de unge mennesker 14 kroner i drikkepenge, og sagde pænt godmorgen.
Så kørte jeg hjem i kælderen og ryddede op i bilen.
Det var tiltrængt.
Alle mine fordomme om medicinmændene og deres følgere var bekræftet.

Få dage senere fik jeg et nyt hold technotosser.
Denne gang fra Amager og ud til en af de illegale såkaldte ’skovfester’ i Københavns omegn.
Scenariet var på mange det samme, og dog med helt afgørende forskelle.
Technoen var tung, tatoveringerne store, frisurerne asymmetriske og næserne hvide og det rituelle tilbud om en midterbane til chaufføren var også tilstede.
Men så holder enhver sammenligning også op.
For godt nok blev der spillet ’tramp’ i bilen, men på et lydniveau hvor de unge mænd kunne tale sammen.
Og der blev grinet, drillet, pralet og fortalt løgnehistorier til den store guldmedalje.
Jeg har kørt med dem flere gange siden, og hver eneste gang er en fornøjelse.

For mig understreger det, at vor tids swingpjattere, beatnicks, hippier eller hvad vi nu har kaldt de unge ’first movers’ gennem nyere tids historie i den vestlige verden, er en lige så uhomogen gruppe som unge mennesker altid har været.
Jeg synes bare, de ser skræmmende ens ud, men det er jo sikkert kun fordi, jeg ikke kan se nuancerne.
Jeg er ikke godt nok inde i stoffet, og kan ikke se forskel på dem.
Måske er det der sker, når man bliver ældre?
Man mister både overblikket og nuancerne, og derfor synes alle de unge at være ens.
Og når man så læser om unge mennesker, som står bag den ene uhyrlige avisoverskrift efter den anden, så er der jo ikke langt til at være bange for dem alle sammen.
Bare fordi de ikke er øldrikkere, men i højere grad medicinmænd.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: