Aldersfascisme

”Vil du køre mig til hotel Comwell i Holte ad den hurtigste rute?” spurgte den velklædte, og efter udseendet at dømme måske omkring 53-54-årige mand på afdæmpet, britisk engelsk.
Eftersom jeg holdt i lufthavnen i Kastrup indvilgede jeg med glæde.
Det var en lukrativ tur, og min kunde udstrålede på en eller anden måde både åbenhed og nysgerrighed.
Hvordan jeg vidste det, er svært at svare på, men der må være en lang række subtile signaler, som man aflæser på nano-sekunder.
Var det den rolige stemmeføring, smilerynkerne eller det afslappede, men også nydelige jakkesæt?
Jeg ved det ikke, men jeg fattede altså straks sympati for min kunde.
Som så ofte før, spurgte jeg ham, hvad der bragte ham til Danmark: Forretning eller fornøjelse?
Jeg kendte jo egentlig godt svaret.
En enlig rejsende med weekendkuffert og computertaske indikerer i dén grad forretningsrejse, men spørgsmålet åbner en lang række døre, og er totalt harmløst.
”Jeg skal på arbejde et par dage i København. Mit firma har leveret en stor IT-løsning, som nu skal implementeres, og den proces skal jeg overvåge,” lød det ikke ret overraskende svar.
”Du siger ’dit firma’ – skal det forstås sådan, at du er selvstændig, og i så fald, går det godt, eller er din branche også kriseramt?” spurgte jeg.
”Nej, nej, jeg er ikke selvstændig. For et år siden, var jeg faktisk arbejdsløs gennem et stykke tid, og havde meget svært ved at finde et job på grund af min alder, og jeg er altså kun 53.”
Se det var jo en oplevelse, som jeg kunne nikke genkende til.
To års ledighed, 200 ansøgninger, fire samtaler og nul ansættelser.
Så det fortalte jeg min kunde, som straks var stærkt engageret og lænede sig ind over passagersædet og spurgte nysgerrigt ind til mine oplevelser som ledig med mere end et par års erfaring.
”Jeg oplevede præcis det samme som dig. Gik til alle mulige coaches, skrev de bedste ansøgninger, verden har set, og betragtede faktisk det, at skaffe mig et job, som et fuldtidsarbejde. Kun for at se jobbene gå til folk som var ringere kvalificeret, men som var yngre end mig, og ofte blonde akademikere” lød den korte, koncise, og vel egentlig også morsomme opsummering fra bagsædet.
Mens aftensolen trak smukke lange skygger i det Nordsjællandske landskab og tyskerslæden gik et gear ned på vej op ad Geels Bakke på Kongevejen, fortalte jeg om den telefonsamtale jeg overhørte hjemme i gården på Christianshavn for ikke ret lang tid siden.
En beboer fra nabohuset diskuterede en eventuel ansættelse af en mand til en ledig stilling, men valgte ham tydeligvis fra med ordene men han er jo et par og fyrre, og så nærmer det sig altså afslutningen.
”Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvilket job der var tale om, og om fravalget på grund af alder var relevant, men jeg blev ærlig noget knotten,” sagde jeg.
”Det forstår jeg, men nu skal jeg fortælle dig om en anden telefonsamtale, og om hvordan jeg fik mit job,” kom det med en stemme som fik mig til at tænke på Thomas Winding, når han læste op.
”Det startede med, at jeg var til en samtale på et job, som jeg ikke fik. Kort tid efter skiftede den, noget yngre kvinde, som i givet fald skulle have ansat mig, til et nyt job, og skulle bruge en afdelingsleder til en ny afdeling, som hun var overordnet leder for. Det skulle ikke være mig, men i processen ringede hun til mig alligevel, og spurgte om jeg måske ville være med til at starte afdelingen op, og i at hjælpe med at finde den nye leder,” forklarede min kunder.
”Okay, det var da en noget usædvanlig fremgangsmåde,” sparkede jeg ind.
”Ja, og jeg blev ærlig talt også noget forbandet, og følte mig krænket og ydmyget. Hun bad mig jo om, at finde en person som skulle have et job, som jeg selv var kvalificeret til.
Men jeg indvilgede, og fandt efter tre måneder den rette person til jobbet.
Yngre naturligvis.
Men nu skete det overraskende.
For jeg fik også et job.”
”Hvad! Hvordan gjorde du det?” afbrød jeg.
”Min nye og yngre ny-ansatte leder, og den øverste leder havde en telefonsamtale som meget ligner den du lige refererede, men med en anden udgang. Jeg har fået at vide, at den øverste chef sagde til den yngre, jeg ved ikke hvor længe jeg kan beholde en ambitiøs, yngre leder som dig, men jeg er ret sikker på, at jeg kan få lov til at beholde din 20 år ældre kollega. Han har jo gjort det karriere, han skulle. Så du skal være rar at ansætte ham med det formål, at være det stabile anker i afdelingen.
Og så havde jeg et job igen, kunne beholde huset og se nogenlunde trygt frem mod de næste år.”
Vi var fremme i Holte, udvekslede håndtryk og gensidig sympati.
På vej tilbage mod København tænkte jeg på, hvor heldig min kunde havde været.
Og på hvor bizart det er, at vi sætter pensionsalderen op, men ikke udnytter den mulighed, som det rent faktisk giver.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: