At ende som en overskrift

Naturligvis er det et udsat job, at køre taxa om natten.
Man er alene, kunderne er ofte berusede, og ikke mindst kan både chauffører og kunder få en fornemmelse af, at man kan slippe af sted med næsten hvad som helst i ly af mørket.
Men jeg er sjældent bange.
På vagt? ja.
Til tider utryg? ja.
Bange? Nej.
Måske er det lidt lige som man siger med hunde. Du man ikke lade dem mærke, at du er bange.
Så det gør jeg ikke, men beholder en eller anden beskyttende maske på.
Og så alligevel.
En enkelt gang blev jeg bange for min kunde, og var temmelig træt af min livlige og særdeles kreative fantasi.
Jeg samlede ham op ved en pølsevogn på Vestegnen.
I starten af fyrrerne eller slutningen af trediverne, 190 centimeter høj, solbrændt, gråt, kort hår, veltrænet og velplejet. Praktiske bukser og sko, t-shirt, kort jakke og en kæmpeklods af et armbåndsur som formentlig kunne alverdens ting.
”Ølstykke,” lød den korte og på en gang meget præcise og i samme moment håbløst upræcise destination fra min kunde.
”Vil du give mig en slutadresse, så jeg kan taste den ind i GPS-en?” spurgte jeg.
”Du skal bare køre. Jeg skal nok guide,” lød svaret.
Normalt er det god latin, at bede om en præcis slutadresse, men jeg indvilgede i at køre alligevel af to årsager.
For det første er en tur til Ølstykke en ret lang tur, og dermed en kilde til at få fyldt tegnebogen op.
For det andet er det ikke altid, at kunden kender den egentlige adresse. Måske er det bare ’Det gule hus bag ved tankstationen på hovedvejen’ i Ubehage, eller tilsvarende ikke ret nøjagtige beskrivelser af en destination.
Så vi satte i gang.
Min kunde havde taget en åben pap-bakke med en flæskestegssandwich med, som han satte på sædet imellem os i minibussen. Ind imellem tog han en bid af den.
”Hold da kæft, hvor er her smukt. Synes du ikke chauffør?” spurgte min kunde, mens vi bevægede os længere og længere væk fra forstæderne, og kom rigtigt ud på landet.
Det var svært ikke at være enig.
Solnedgang over gule rapsmarker er vel så dansk, som det kan blive.
”Jeg har ikke været i Danmark i 2½ år,” sagde min kunde, ”kan du gætte, hvad jeg laver?”
”Du er sikkert erhvervsdykker og har lavet kassen i oliefelterne i den mexicanske golf,” prøvede jeg.
Blandingen af George Clooney Den Yngre og Brad Pitt Den Ældre ved siden af mig vred sig af grin og hamrede en knyttet næve i plastikinddækningen på døren.
Jeg havde altså ikke gættet helt rigtigt.
”Jeg har siddet i tyrkisk fængsel,” lød det fra min sidemand, og al antydning af morskab var helt ude af stemmen.
”Nå for helvede. Det lyder sgu ikke rart,” sagde jeg og overvejede, om det ville være passende at spørge om årsagen til fængslingen.
Inden jeg nåede så langt, mærkede jeg pludselig en hånd på min højre arm, som skubbede mit korte skjorteærme yderligere op.
”Hvilken rang havde du i søværnet? Du ligner en førstestyrmand,” lød det, mens mine tatoveringer på højre overarm blev studeret.
Jeg blev noget overrasket og en lille smule urolig.
Det er meget sjældent at mænd overskrider hinandens intimsfærer og rør ved andre, fremmede mænd på anden måde end ved håndtryk eller den rituelle dunken i ryggen under sportsudøvelse.
”Jeg har aldrig været i søværnet eller andre værn,” sagde jeg, men min sidemand insisterede:
”Hold nu op. Du behøver ikke lyve over for mig. Hvilke missioner har du været på?”
Inden jeg kunne nå at svare, skiftede min sidemand fokus.
”Jeg har været 2½ år i Fremmedlegionen, og det er derfor jeg er kommet hjem nu. Jeg skal se min søster, men hun ved ikke, at jeg kommer.”
Fremmedlegionen?
Var det ikke lige tyrkisk fængsel?
Jeg sank min uro, og koncentrerede mig om kerneydelsen: Transport af menneske fra A til B.
”Er vi stadig på rette vej?” spurgte jeg.
”Ja. Du skal bare køre. Jeg skal nok sige til.”
Efter et øjebliks tavshed fremturede passageren igen om min fortid i søværnet, som jeg igen benægtede.
”Jeg har ikke set min søster i lang tid, men hun bliver helt sikkert glad for at se mig, selv om hun ikke ved, at jeg kommer. Jeg glæder mig også til at se min svoger. Men han bliver sikkert ikke glad for at se mig. Men jeg rører ham ikke,” lød det fra højre sæde.
Hov, var der en antydning af en eller anden tidligere voldshandling her?
Min kunde vinkede mig ind på en tankstation, hvor han forsynede sig med et par stærke bajere.
Da han satte sig ind igen, spurgte jeg atter til en slutadresse, og til hvordan han ville betale for turen.
”Kontant, for jeg har masser af penge,” lød svaret mens han smed en håndfuld sedler mellem os.
”Okay, fint nok, men hvor skal vi hen?”
”Du skal bare køre, og så skal du fortælle mig, hvorfor du ikke vil indrømme, at du har været i søværnet,” sagde Brad Pritt og målte mig med et blik, hvis følelse jeg ikke kunne tolke.
Had?
Foragt?
Begær?
Jeg begyndte at blive rigtig utryg.
Min kundes usammenhængende tale, som kørte i ring koncentreret om søværnet, fremmedlegionen, fængsel og søsteren, var ved at få bugt med min hårdt tilkæmpede coolness.
Mens vi kørte gennem en lille skov, og kunden igen havde fat i min arm og talte om hemmelige missioner og søværnet i relation til mine tatoveringer, begyndte min indre technicolour at skifte til HD.
Alt, alt for mange detaljer, krydret med overskrifter som handlede om en lemlæstet taxachauffør som blev fundet i en skov på Sjælland.
Og så fik jeg en lys idé.
’Min’ taxa er nemlig udstyret med en radio af walkie-talkietypen.
10-4 gummiand og så videre.
Men rækkevidden er begrænset, så det var bare med at få kaldt op til kollegerne.
Ikke fordi de kunne gøre noget, men for at vise min sidemand, at jeg ikke var alene.
Så jeg kaldte op, og stillede et uskyldigt spørgsmål om en kaffeaftale senere på aftenen, og fortalte, at jeg formentlig var på vej ud af radioens dækningsområde, og at de derfor skulle eftersøge mig om en times tid, hvis de ikke hørte fra mig.
Det sidste prøvede jeg at få til at lyde som både ramme alvor og en morsomhed.
Det lykkedes mig at lave en aftale senere.
’Godt’ tænkte jeg, ikke uden en god portion galgenhumor,’ nu har jeg i hvert fald signaleret, at de skal lede efter skelettet.’
Efterhånden som vi nærmede os Ølstykke, blev min sidemands snak stadig mere … nervøs? Aggressiv?
Svært at sige, men der kom ikke mere sammenhæng i den, og han vekslede stadig mellem at have været i fremmedlegionen – nu krydret med jægerkorpset – og tyrkisk fængsel.
Til gengæld kom der et nyt krydderi i blandingen:
”Min søster bliver helt sikkert glad for at se mig, og jeg lover, at jeg ikke rør hendes mand denne gang.
Det må man nemlig ikke.
Og jeg rørte næsten heller ikke Ivan i fængslet, men han sad bare for tæt på.
Lige så tæt på som dig,” snik-snakkede min kunde, efterladende mig med en endnu stærkere følelse af, at der var noget helt galt med ham.
Endelig, efter hvad der føltes som en evighed, dirigerede Clooney/Pitt taxaen ned ad nogle sideveje og erklærede holdt ud for et helt almindeligt 70’er parcelhus i gule mursten.
”Skal jeg gå, eller vil du køre mig tilbage?” spurgte min sidemand.
”Du skal helt klart gå ind, din søster bliver glad for at se dig,” skyndte jeg mig at sige.
Godt nok ville en ny velbetalt tur tilbage mod byen være fin, men ikke med netop den kunde.
Det sidste jeg så, var en høj, veltrænet mand, der pludselig havde gestik som en billig Al Jolson-klon, som bevægede sig op ad havegang og mod et møde han ikke var sikker på udfaldet af.
På vej tilbage mod København, i de absolut sidste rester af sol, tænkte jeg på, at jeg skulle holde øje med nyhederne de næste par dage.
Godt nok var jeg ikke endt som en overskrift i kriminalsektionen, men det kunne jo være, at der var en familietragedie på vej et andet sted.
Det var der ikke.
I hvert fald ikke en, som var vigtig nok til dagspressen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: