De gode gamle damer

Det var dagen før Sankt Hansaften, vejret var tåleligt og mængden af kunder tilpas. Det vil sige, at der ikke var så mange, at man ikke kunne nå at få en tår kaffe og lidt af spise, men heller ikke så få, at man faldt i søvn.
Ud på aftenen dukkede en radiotur op.
Fra en stille villavej på Vestegnen og til en ukendt destination.
Ud fra den klassiske murermestervilla kom to kvinder.
Den ene i slutningen af halvtredserne og den anden en hel del ældre.
Det var den ældste af de to kvinder, som var min kunde.
Jeg vurdere hendes mobilitet på vej hen af havegangen, og tog uden spørgsmål den lille IKEA-skammel frem. Vi har den lille skammel netop af hensyn til ældre og gangbesværede, og de sætter stor pris på det.
Lige så denne gang.
Den ældre kvinde kiggede i første omgang noget skeptisk på minibussen og tænkte formentlig noget i retning af, at det ville blive en udfordring at komme op i den.
Et lille smil bredte sig på hendes ansigt, da hun så skamlen af den type, som hendes børne-, og måske endog oldebørn, var de normale brugere af.
Da hun var blevet installeret sikkert på forsædet, og jeg havde fået placeret mig selv bag rattet, tændte jeg
taxametret og spurgte, hvor vi skulle hen.
”Hellerup,” lød svaret.
”Glimrende. Har du en foretrukken vej, eller skal vi lade elektronhjernen bestemme,” spurgte jeg.
”Det er ikke så vigtigt. Du kan køre ind over byen til Østerbrogade, og så tage Strandvejen op, eller der er vist en anden vej, hvor man kører lidt nord om København, men du bestemmer,” sagde kunden.
”Jamen, så tror jeg, at det giver bedst mening, at vi kører ruten lidt nord om byen,” sagde jeg, og satte i gang.
Efter et kort stykke tid, spurgte jeg:
”Nå, skal du så til midsommerfest i morgen?”
”Nej, det var egentlig en slags midsommerfest jeg var til i dag.”
Inden jeg kunne nå at stille opklarende eller uddybende spørgsmål til selskabets sammensætning, eller til hvorfor de holdt fest dagen før Sankt Hans, fortsatte den nydelige ældre dame:
”Det er en af min afdøde mands kolleger, som har inviteret mig, og det var jeg rigtig glad for.
Og ikke bare for at blive inviteret, men også fordi jeg tog af sted.”
Død og ensomhed er jo særdeles tabubelagte emner, og måske havde min kunde slet ikke lyst til tale med mig, men jeg vovede alligevel det ene øje:
”Okay, det gør mig ondt med din mand, er det lang tid siden han døde?”
”Det er et år siden, men jeg savner ham hver eneste dag.”
Tabu eller ej, jeg har ikke selv de store besværligheder med døden som emne.
Begge mine forældre og begge mine søskende døde inden jeg havde rundet 30 år.
Til gengæld levede min kones farmor til hun blev 103 år gammel, og deraf de sidste mere end 30 år uden sin mand.
Det fortalte jeg om, og nævnte også, noget af det, som den mere end hundrede-årige omtalte som det sværeste ved at blive gammel og alene var, ikke længere at have nogle at dele oplevelserne med.
”Det er lige præcis det, der er det allerværste. Ikke at kunne dele stort og småt med sin elskede, som man har delt så meget og så mange år med.”
”Så du går ikke så meget ud mere?” spurgte jeg, og fortsatte inden hun kunne at svare:
”Og måske ikke fordi du egentlig ikke har lyst, men fordi det, ikke at have en at dele oplevelsen med bagefter, understreger, hvor alene du føler dig.”
Det sidste spørgsmål ramte mig selv som en indsigt der på en og samme gang både var lysende klar og på samme tid gav mig en klump i halsen, og fik min stemme til at knække og blive lille.
”Præcis. Det bliver som at pille i et gammelt sår, som er ved at læges,” kom det stille fra sædet ved siden af.
Vi sukkede begge lidt.
”Hvad lavede din mand, mens han levede?”
”Han underviste på universitetet,” kom svaret, og vi fik en lang snak om det at kunne fordybe sig i et særligt felt af viden.
Men også om at kunne formidle samme viden.
”På det område var jeg en stor hjælp for min mand. Han skrev mange bøger, og jeg var hans korrekturlæser. Det var mig der sikrede, at man faktisk kunne forstå, hvad han mente,” lo den ældre dame stille.
”Fantastisk heldigt for din mand, at have dig som første-læser. Har du beskæftiget dig med noget tilsvarende professionelt, eller er du bare et naturtalent?” spurgte jeg.
”Både ja og nej. Jeg arbejdede mange år i en stor statslig forskningsenhed, og en af mine fornemmeste opgaver var, at gøre forskernes skriverier forståelige,” svarede min sidemand, og ikke uden en vis stolthed.
”Superspændende,” sagde jeg og begyndte med uklædelig egocentricitet at fortælle om min egen fortid i samme branche, og om mine forestående bogplaner.
”Stort tillykke med udgivelsen, men husk nu, at det er godt at have en muse, men endnu bedre at have en god korrekturlæser,” sagde min passager med et stort smil.
Vi var fremme, og tog om ikke hjertelig afsked med hinanden, så i hvert fald en omhyggelig en af slagsen, med god øjenkontakt og store smil.
Jeg kørte ud til Strandvejen, og tænkte undervejs op mod Dyrehavsbakken på, hvilken forskel jeg har oplevet på de gamle mænd og på de gamle kvinder, som jeg har kørt med.
I grove træk og store runde doser, kører jeg de gamle damer hjem fra hyggelige private arrangementer, hvor de er blevet småberusede.
De gamle mænd er skidefulde, og dem kører jeg hjem fra værtshus.
Tror bare at jeg selv satser på, at blive en gammel, småfuld og kun semi-sentimental mand.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: