Blod under neglene

Blodet farver de fugtige fliser.
Blodsøen under den unge mands hoved bare vokser og vokser.
Min første reaktion, da jeg ser det, er at tænke: ’Det ser fuldstændig ud som på film.’
Det er min foreløbigt sidste vagt som fast natchauffør, det er lørdag og klokken er omkring 2.
For mindre end to minutter siden standsede jeg min taxa på Holmens Bro, som ligger lige overfor Christiansborg og lige ud for Holmens Kirke. Jeg standsede fordi der holdt tre-fire andre taxaer i højresvingsbanen i noget der i hvert fald ikke lignede et reglementeret højresving.
Nogle diskuterede højlydt, og der var aggressioner i luften. Nogle af personerne var sikkert taxachauffører, andre lige så sikkert ikke.
Efter kort tid satte taxaerne i gang og kørte væk.
To unge mænd stod tilbage, og jeg kiggede fraværende på dem.
De pustede sig lidt op begge to, selvom det egentlig så ud til at der var faldet ro på gemytterne. Men unge mænd, som måske føler deres ære gået for nær, er ikke altid bare tikkende bomber. De eksploderer rent faktisk nogle gange, og pludselig, som det berømte lyn fra den lige så berømte klare himmel, langede den ene af de to kamphaner et sving ud, som gik rent ind hos modparten.
Faktisk så rent, at han blev slået ud og faldt til jorden.
Ret hårdt, skulle det vise sig.
Ham, der havde slået, kiggede et øjeblik på den faldne, hvorefter har forlod kamppladsen. Om han løb eller gik registrerede jeg ikke, for jeg kiggede i stedet på den unge mand på fortovet.
Hans fald så … forkert ud. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde med det samme en fornemmelse af, at der var et eller andet helt galt her.
Jeg trak taxaen ind til siden, midt i fodgængerfeltet, og sprang ud uden hverken at lukke
døren eller slukke motoren.
Og derfor sidder jeg nu med den unge mands blod løbende ned over min højre hånd fra et stort sår i baghovedet.
Jeg har lagt ham i et improviseret aflåst sideleje på hans venstre side, og sidder med mit venstre ben ind over hans krop, mit højre ben bøjet ned på jorden, og min højre hånd under hans hoved.
For få sekunder siden kunne jeg ikke komme i kontakt med ham, og frygtede at han havde mistet bevidstheden for alvor.
Heldigvis grynter han til svar, da jeg spørger om han kan høre mig.
Han bevæger også sin højre arm lidt, så han er altså ikke helt væk.
Jeg hører mig selv spørge, om han er okay. Måske det tåbeligste spørgsmål jeg nogensinde har stillet. For han er tydeligvis alt andet end okay. Blodet løber stadig i en lind strøm ned mellem mine fingre på højre hånd og videre ned på fortovet.
Til højre for mig er en yngre mand i gang med at rekvirere både politi og ambulance.
”Om han trækker vejret? Ja for fanden, men han bløder ad helvede til fra et hul bag i hovedet, så vi har brug for en ambulance lige nu,” siger manden ind i mobiltelefonen, og fortsætter:
”Nej, jeg ved ikke hvor gerningsmanden er …”
Nu blander en ung mand med en Tuborg-dåseøl i hånden sig:
”Fuck nu den gerningsmand. De skal bare komme med den fucking ambulance,” råber han, inden han henvendt til mig siger, at jeg har lagt den tilskadekomne på den forkerte side, og at han derfor vil forbløde.
Jeg er cirka lige så passioneret som en pensioneret departementschef, da jeg kigger på ham og siger:
”Han skal ikke vendes nogen som helst steder hen. Tak for rådet, men jeg kan min livreddende førstehjælp, og at begynde at dreje mere rundt på en mand med en læsion i baghovedet, tror jeg sgu er en rigtig dårlig idé.”
Pludselig kommer der hjælp fra en anden kant.
En mand har standset sin bil og har nu sat sig ved det læderede hoved.
Han er fuldstændig ligeglad med, hvad der er gået forud, men er totalt fokuseret på skaden.
”Kan du høre mig, hvad hedder du?” siger han meget højt, mens han bearbejder den unge mands brystben intensivt.
Nå ja, smertepåvirkning for at holde ham vågen, eller trække ham ud af en begyndende bevidstløshed husker jeg.
”Hey, er du måske læge eller hvad?” spørger en eller anden.
”Nej, men jeg er uddannet Falckredder,” svarer manden ved den tilskadekomnes hoved, og fortsætter med at prøve at skabe kontakt.
Uden at overveje det et sekund, overlader jeg herefter kommandoen til redderen. Det føles hundrede procent rigtigt, og han optræder med den fornødne autoritet og ro.
Han tager ganske enkelt scenen.
”Jeg tror ikke, at han har kraniebrud, og vi er nødt til at prøve at stoppe blødningen,” siger redderen.
”Hey du der,” siger jeg bestemt til en af tilskuerne, ”hvis du åbner bagklappen på min taxa, kan du se en masse køkkenruller. Tag et par af dem og kom herover med dem.”
Et øjeblik senere presser redderen en hel køkkenrulle mod den unge mands baghoved.
På ganske kort tid, og mens jeg spørger om jeg skal gøre noget andet end det jeg gør, nemlig at holde den unge mands hoved, er køkkenrullen gennemvædet af blod.
Redderen siger til en af passagererne fra hans egen bil, at hun skal komme med et tæppe, som vi kan lægge om den tilskadekomne og derved forebygge afkøling og chok.
Mens jeg, ganske upassende, stirrer ned i kvindens ikke ubetydelige kavalergang, masserer Falckmanden videre på brystbenet hos den sårede, og har held med at komme i en eller anden form for dialog med ham, og det lykkes at få lokket et navn ud af ham.
Endelig dukker Politi, ambulance og lægeambulance op, og mens de professionelle tager over, bliver først Falckmanden, og siden et par tilskuere og jeg afhørt.
Eller afhørt er måske så meget sagt.
Vi bliver spurgt ud, men ved jo så uendelig lidt.
Da alle andre er væk, samler jeg de store mængder blodvædet køkkenrulle sammen, og prøver forgæves at finde en skraldespand.
Til sidst ruller jeg flere lag køkkenrulle yderligere om hele baduljen, og lægger det bag i bilen til bortskaffelse på et senere tidspunkt.
Da jeg kører videre gennem natten, er der primært to ting der fylder i mit hoved.
For det første det rædselsfulde faktum, at to unge mænd var lige ved at miste livet for øjnene af mig og nogle få andre.
Den ene af helt indlysende årsager.
Den anden fordi en fængselsdom er ufatteligt stigmatiserende. Så vidt jeg husker er der 80 procent chance for at havne i fængsel igen, hvis man først har været inde på den forkerte side af tremmerne.
Og af en eller anden grund står et billede af en enlig sejlersko med flag på indersiden, og med enkelte blodstænk på, prentet med nærmest Strøbechsk tydelighed på det indre lærred.
Jeg føler mig både rystet og ret … sej?
Jeg ved det ikke helt, men jeg synes sgu, jeg gjorde en okay indsats.
En halv time og en kop kaffe senere, må jeg skyndsomt skaffe mig af med de blodige køkkenruller, da en ung pige skal have læsset sine kufferter ind i bilen.
Hun er muslim, har tørklæde på, taler jysk og er ualmindeligt sød og åben.
Lige den slags passager man har brug for efter sådan en omgang.
Det er først dagen efter, det lykkes mig af vasket det sidste blod væk fra de små fine gruber rundt om og under neglene.
Billedet af blodsøen på fortovet ser jeg stadig.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: