At gøre en forskel for bandemedlemmerne

En lun sensommernat, hvor jeg lige havde sat nogle særdeles feststemte og ildelugtende unge mennesker af langt ude i forstæderne, og derfor havde vinduerne kørt ned så jeg kunne lufte ud og samtidigt nyde sommernattens dufte, tikkede en radiotur ind på en adresse i nærheden.
Jeg er altid lidt loren ved radioture på weekendnætter, da det ofte er fejlture. Enten fordi kunderne finder en anden vogn inden man når frem, eller fordi de har bestilt til en forkert adresse.
Men jeg accepterede, og konstaterede lykkeligvis både at turen var bestilt for kort tid siden, og at den desuden var langt inde i et beboelsesområde uden ret stor sandsynlighed for at andre vogne ville komme forbi og ’stjæle’ min kunde.
Da jeg nåede frem stod en mand i starten af trediverne og røg det sidste af en cigaret.
Jeg rullede stille frem til ham og spurgte, om det var ham der havde bestilt en taxa.
Han bekræftede, trådte cigaretstumpen ud på asfalten, og satte sig ind på bagsædet.
Blød, behagelig stemme, kort ’kommunefarvet’ hår, lidt over middelhøjde og med et velplejet fuldskæg. Med andre ord en mand som så mange andre, og dermed totalt umulig at gætte en beskæftigelse på.
Men jeg kunne høre på sproget, at han ikke var lokal, men at han formentlig havde sine rødder i Jylland.
”Hvor må jeg have fornøjelsen af at køre dig hen,” spurgte jeg og fik adressen på en haveforening et godt stykke derfra.
Da kursen var sat, spurgte jeg min kun ganske lidt berusede kunde, hvad han lavede i det civile liv.
”Jeg stopper sådan nogle som dig,” sagde han med slet skjult drilleri i stemmen.
”Nå, du er i Politiet, jeg synes sgu nok, at jeg havde set dig før. Så må jeg jo hellere køre ordentligt, og ikke som jeg plejer,” svarede jeg lige så drillende tilbage og slap speederpedalen så bilen øjeblikkeligt sagtnede farten.
Ikke at det var nødvendigt, da jeg sjældent kører for hurtigt.
Eller.
Jeg har da kun fået to fartbøder i mit første år som taxachauffør.
”Hvorfor er du blevet politibetjent?” spurgte jeg da vi var kommet ud på hovedvejen.
Svaret var både banalt og helt, helt rigtigt efter min mening:
”Det lyder sikkert helt vildt banalt, men det er for at gøre en forskel. Jeg har en voldsomt stærk retfærdighedssans, og jeg hader simpelthen, når der er nogle der snyder fællesskabet.”
Se det er jo den slags svar, som det er fornøjelse at høre komme ud af munden på en ordenshåndhæver, og det sagde jeg til ham.
”Har du så altid vidst, at du skulle ind i politiet?”
”Nej, jeg har lavet alt mulig andet og har også rejst en del, og tilhører vel egentlig på alle mulige måder mere speltsegmentet på Østerbro, men jeg er rigtig glad for mit job.”
”Hvem kan du så bedst lide , at få skovlen under,” spurgte jeg, og inden han kunne nå at svare sagde jeg:
”Personligt er jeg helt pjattet med de aktioner I laver sammen med SKAT lige der hvor jeg bor. Jeg bor nemlig på Christianshavn, tæt på den store forbindelsesgade til Christiania, og de aftner hvor I tjekker alle de store biler med svenske nummerplader, der bliver jeg simpelthen så glad for at de der skiderikker bliver nappet.”
Min kunde lo, og selv om jeg jo ikke kan vide, om han bare talte mig efter munden, eller i det mindste lod sig inspirere af min bemærkning, så fortalte han, aktionerne sammen med SKAT også stod ret højt på hans liste.
”Altså vi stresser jo bandemedlemmerne. Uanset om vi har mistanke eller ej, så stopper vi dem og tjekker dem, og hvis man tænker sig om, så kan vi jo tit nappe dem i et eller andet kriminelt,” lød det fra bagsædet.
”For eksempel?”
”Jo, men altså, når man stopper en eller anden ung mand med kæmpestor guldkæde om halsen, så spørger jeg ham ofte, om han har lånt sin mors smykker og pirker lige til kæden.
Det benægter de jo altid og fremhæver med stolthed deres eget ejerskab. Når vi så har fat i sådan en gut, så ringer vi lige til SKAT og spørger om han skylder noget, og om de eventuelt kunne være interesseret i at få et halvt kilo guld i pant.
På det tidspunkt sker det ret tit, at den unge mand pludselig kommer i tanke om, at guldkæden faktisk ER hans mors, men så klapper fælden. Lad mig bare sige, at sådan en oplevelse redder min dag i stor stil,” fortalte min kunde mens jeg næsten kunne høre hans mundvige forsvinde op bag ørene.
Mine egne var for længst røget samme vej.
Mens jeg hyggede mig i mit stille sind, over den måske ikke helt korrekte fremgangsmåde, som ordenshåndhæveren altså berettede om, nærmede vi os destinationen.
Efter betaling og gensidig taksigelser for den hyggelige tur, vendte jeg atter snuden mod indre by.
Flere gange i løbet af natten tænkte jeg på politimanden.
Særligt når jeg så hans kolleger i aktion inde i de små snævre gader i indre by.
Det er et utaknemmeligt job de har, og de er ikke altid byens bedste børn selv, men mon ikke langt de fleste bare gerne vil gøre en forskel?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: